Af Administrator
At flytte væk fra de vante rammer hjemme hos vores forældre er noget vi alle skal til på et tidspunkt. I det jeg selv trådte over dørtærsklen hjemme i Jylland og ind ad døren i mit nye hjem i Odense, meldte der sig tusinde spørgsmål inde i hovedet på mig.
Hvad gør man når man for alvor indser at man bor selv? Når man skal til at være åben og positiv overfor en masse nye mennesker? Når man i mit tilfælde ikke ved hvordan man koger ris, til den ellers så SU-venlige portion mad man lige har lavet?
Eller når man går i chok over at åbne postkassen og der ligger regninger for noget man ikke aner noget om (hvad i al verden er DR-licens og EnergiFyn)? Og hvorfor skal jeg til at skifte læge, når Henning har kendt mig i 20 år? Det kan godt være svært at få svar på alle spørgsmålene og jeg har da også måtte ty til telefonen og ringe min mor op, for at blive ført på rette spor igen.
Det kan godt være skræmmende at flytte hjemmefra. Den første aften jeg lå i min seng med al lyset slukket, tænkte jeg: ”Nå for pokker! Hvad så nu?”. Man er vant til at der altid er nogen eller noget der pusler rundt derhjemme og jeg måtte da også selv falde i søvn til lyden af fjernsynet de første nætter.
Det næste der fik mig til at rende panikslagen rundt var, da jeg skulle handle ind for første gang. Der gik det op for mig, hvor lidt penge jeg havde at handle ind for. Jeg tror vi alle har en idé om, at vi skal til at leve sundt når vi flytter hjemmefra. Men nej, økologi og sunde alternativer til slik er der altså ikke penge til - og hvem vil ikke også hellere gnave i en billig plade chokolade end i en pastinak?
Hjemme hos os havde min mor arrangeret en ”slikskuffe”, hvor der altid var søde sager. Denne skuffe fik jeg ikke lov at få med, da jeg flyttede. Jeg savner det arrangement når jeg står i Netto og overvejer, om jeg skal bruge 20 kr. på en plade Marabou eller en pose gulerødder.
Jovist, jeg ved da godt chokolade ikke er sundt og jo, jeg ved da også godt at en pose gulerødder er bedre for kroppen, men det tænker man ikke over når sukkermanglen slår til og man vil gå igennem ild og vand for det næste sukkerfix.
Jeg tror ikke jeg er den eneste der blev overrasket over hvor svært det egentligt kan være, at få det hele til at hænge sammen. Men med lidt (læs: meget) god vilje, kan det godt lade sig gøre. Panikken er noget der vil slå ned i alle og her gælder det simpelthen bare om at lukke øjnene, trække vejret dybt og tælle til 200.
Nu vil jeg gå ud og se efter, om der er kommet flere overraskende regninger i min postkasse.
