Flytte hjemmefra
Få styr på økonomien

Få styr på økonomien, når du flytter hjemmefraSkal du til at flytte hjemmefra? Og har du i så fald svært ved at overskue, hvordan din økonomi skal komme til at hænge sammen? I så fald er du havnet det helt rigtige sted. Se med herunder, hvor vi giver vores bud på, hvordan du bedst muligt holder styr på din økonomi. 

Lav et budget

Hvis du aldrig selv har bidraget til de faste udgifter i husholdningen, imens du boede hjemme, vil du få et chok, når du skal flytte hjemmefra. TV, vand, el, internet osv. Derfor foreslår vi, at du laver et budget, så du langt lettere kan overskue din økonomi og dermed se, hvor mange penge du har at bruge på de forskellige poster hver måned.

Vi anbefaler, at du laver et simpelt budget allerede inden, at du flytter hjemmefra, så du er sikker på, at du faktisk har råd til at flytte. Her bør du tage udgangspunkt i de faste udgifter, hvorved du til sidst står med et rådighedsbeløb, der består af dine månedlige ”lommepenge” til byture, nyt tøj og andre fornøjelser.

Find en notesblok frem og inddel den i to blokke: indtægter pr. måned og udgifter pr. måned. 

Indtægter

Hvis du er studerende vil dine indtægter bestå af din SU og evt. løn fra et studiejob. Her noterer du derfor, hvor meget du får i SU pr. måned, og hvor meget dit studiejob giver dig pr. måned.

Udgifter

Dine faste udgifter vil som regel bestå af følgende poster:

-       Husleje

-       Varme og el

-       TV, internet og telefonforbrug

-       Forsikringer (Indbo- og ulykkesforsikring)

-       Medielicens

Derudover anbefaler vi, at du medregner et fast beløb til en opsparing, så du har nogle penge liggende, hvis der skulle opstå uforudsete udgifter.

Rådighedsbeløb

Når du trækker udgifterne fra indtægterne, har du dit såkaldte rådighedsbeløb – og det er netop det beløb, der bliver dine lommepenge. Det danner rammerne for dit forburg, og du skal få dine byture, dit tøj og alle andre fornøjelser til at blive indenfor disse rammer. Ellers bliver dit studieliv en underskudsforretning – og det er ikke sjovt.

Hvis du ikke kan overskue, hvor du skal finde tallene til budgettet henne, så tag kontakt til den boligforening, hvor du bor/skal til at bo. Hvis du endnu ikke helt præcist har fundet ud af, hvor du skal bo, så anbefaler vi, at du kontakter en boligforening, der ligger i nærheden af der, hvor du godt kunne tænke dig at bo. Herved kan du danne dig et nogenlunde indtryk af, hvad dine udgifter vil komme til at blive.

Ellers er dine forældre helt sikkert et godt sted at starte, da de har mange års erfaring med faste udgifter og indtægter.

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at spørge herunder.

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.