Af Redaktør
Der sker masser af ting hele tiden, kalenderen er fyldt helt op, der skal læses, laves mad, gøres rent osv. Når der skal ske så meget, er det nemt at sige, at man bare lige sover en time mindre for at få lidt ekstra tid at gøre godt med. Men realiteten er, at søvn er noget af det vigtigste for os overhovedet. Hvis man sover 8 timer om natten, sover man jo faktisk en tredjedel af sit liv. Det lyder som meget, men det er livsnødvendigt.
Nedsat søvn fører mange negative ting med sig, bl.a. dårligt immunsystem, stress, blodpropper, lettere smerter, ømme muskler, diabetes, dårlig koncentrationsevne og hukommelse, overvægt etc. Når man ikke får nok søvn bliver det umuligt at koncentrere sig ordentligt. Vi har alle prøvet at komme trætte i skole og være lige ved at falde i søvn under en lang, kedelig forelæsning. Man kan hurtigt sige sig selv, at man ikke har fået noget som helst ud af at sidde der.
Hukommelsen bliver også dårligere, hvis man sover for lidt. Man ved ikke helt, hvordan det hænger sammen, men forskere fra Harvard University mener, at forskning viser, at ens hukommelse bl.a. fæstnes i en proces, der sker, når vi sover. Det hænger sammen med, at man i søvnen styrker de neurale forbindelser, som skaber vores minder.
Overvægt er også en vigtig faktor i forhold til for lidt søvn. En undersøgelse viser, at hvis man sover under 6 timer om natten øges ens risiko for at blive overvægtig med 23 %.
Sover man mindre end 5 timer hver nat, øges risikoen med 50 %. Når vi sover, danner vi et hormon, der hedder leptin, som nedsætter vores appetit og øger mæthed og forbrænding.
Sover vi mindre nedsættes produktionen af leptin samtidig med, at produktionen af hormonet grehlin øges. Grehlin øger sultfornemmelsen. Har man svært ved at sove om aftenen, kan det være fordi, man ikke får lys nok. Når der er mørkt stiger produktionen af melatonin, som er det hormon, der gør os trætte.
Det fungerer på samme måde, hvis vi opholder os indenfor i mørke eller kunstigt lys hele dagen. Kommer vi derimod ud og får lys, sættes melatonin-forbruget på pause, indtil om aftenen, hvor vi skal i seng. Så sørg for at komme ud hver dag og få lys nok, så du gemmer dit melatonin-depot til sengetid.
Vores individuelle søvnbehov er meget forskellige, så man må finde sit eget behov. Det er dog vist, at jo ældre man bliver, jo mindre søvn har man reelt brug for. 7-8 timer er, hvad man bør stile efter.
Læs også, om Økologi er et hippieflip.