Af Redaktør
Hvad er økologi? Hvorfor er det så vigtigt? Der er stor debat om, hvorvidt vi bør spise økologisk, eller om vi ligeså godt bare kan spise de ”almindelige” fødevarer. Men hvilke fødevarer er egentlig de ”almindelige”? Tænk på, at der for bare hundrede år siden slet ikke fandtes økologisk mad. ALT var økologisk. Danskerne er det folkefærd i verden, der bruger flest penge på økologi pr. indbygger. Det kan vi være stolte af, selvom der er lang vej endnu.
Udbyttet man får ved at spise økologisk er enormt. Man undgår sprøjtemidler, pesticidrester, mange E-numre og genmodificerede fødevarer, for slet ikke at tale om en bedre, rigere smag, bedre dyrevelfærd og arbejdsforhold, samt en grønnere, renere verden.
I økologisk grønt er der generelt flere smagsstoffer pr. kg., end der er i ikke-økologisk grønt.
Desuden får man mange flere antioxidanter ved at vælge økologisk.
Men det kan være en ret dyr fornøjelse at skulle leve økologisk. På en SU kan jeg selv skrive under på, at det ikke altid lige er de økologiske varer, der bliver lagt i kurven, når jeg handler ind. Men jeg har efterhånden fået samlet nogle tips ind til, hvad man kan gøre, hvis der er lavvande i pengekassen, og man stadig gerne vil leve økologisk. Se dem her:
- Få et ”Lårkort” til Kiwi Minipris – Dette kort er gratis, og man får altid 10 % på al økologi i butikken.
- Bliv medlem af Facebook-gruppen ”Økologi til alle” – Her poster de, når der er tilbud på økologi i de forskellige supermarkeder og derudover med generelle nyheder fra den økologiske verden.
- Tjek tilbudsaviserne – Forskellige økologiske varer er ofte på tilbud, så kig efter dem i tilbudsaviserne og tilrettelæg din madplan efter dem.
- Gå efter sæsonens råvarer – Det er ofte billigere at købe jordbær om sommeren og nemmere at få fingrene i lækre rodfrugter om vinteren. Lad dig inspirere af årstiderne, så får du de billigste og ofte reneste råvarer.
Frugt og grønt er især værd at købe økologisk. For eksempel æbler, som er en af de mest spiste frugter, får vi 30 % af vores pesticidrester fra. Tomater, pærer, kartofler, agurker, i det hele taget mange af vores basisvarer, er værd at købe økologiske. Prøv især at undgå frugt og grønt, der kommer fra Holland og Spanien. Det er to af de store syndere, når det gælder sprøjtemidler og drivhus-dyrkning.
Mange har nok hørt, at eksotiske frugter med skal ikke er så farlige at købe ikke-økologisk, fordi skallen ”skærmer af” for mange pesticidrester. Der er dog netop en svensk undersøgelse på bananer, der viste, at 5 ud af 7 gifte mod svampe og insekter, der befandt sig på overfladen, også befandt sig i frugtkødet. Derimod var økologiske bananer helt fri for giftstoffer.
Hvad går du efter, når du handler ind? Økologisk eller økonomisk?
Kilder: www.testfakta.se og Økologisk Landsforening
Læs også om det nemme og sunde måltid.