Flytte hjemmefra
Kviklån er som at tisse i bukserne

Når du flytter hjemmefra, så skal du tage mange valg, som du sikkert ikke er vant til. Hvad skal pengene bruges til, og hvordan får jeg pengene til at række på SU, er nogle af de helt centrale spørgsmål.

Hvis du ikke får lagt et budget, og holder dig til budgettet, så er der dømt spaghetti og kethup den sidste del af måneden, og det er ikke let, når alle vennerne gerne vil have dig med til fredagsbar eller noget andet sjovt, som koster penge.

I den og mange andre situationer kan det være meget fristende at tage et kviklån. 

Pige vræler da der mangler pengeHvad er et kviklån?

Kviklån er en fælles betegnelse for de mange muligheder du har for at låne penge i en fart. Det kan være til til en iPad, en cykel eller noget helt tredje. Det tager ofte kun få minutter at få et kviklån, men det er ikke så rosenrødt, for der er en række ikke uvæsentlige ulemper.

Samlet set, er den væsentligste ulempe, at det koster dig kassen at afdrage på et kviklån. Dette kombineret med at din økonomi måske ikke kan holde til et kviklån, kan blive en brandfarlig cocktail for dig. 

Kviklån kører som andre lån med en række faste begreber, som er vigtige at læse og ikke mindst at forstå konsekvensen af. 'ÅOP' er en forkortelse for 'Årlige omkostninger i procent'. ÅOP tager alle omkostninger i betragtning. Det vil sige, renter, stiftelsesomkostninger, løbende gebyrer osv.

Dette begreb er specielt vigtigt fordi, at et lån godt kan have en lav rente med høje gebyrer.

Når du kender ÅOP, så bliver du ikke fristet af en lav rente pr. måned, men kender den samlede årlige konsekvens, hvis du optager et kviklån. 

Hvad er renters rente?

En rente er en procentsats, som du betaler i gebyr for at låne penge.

Renters rente betyder, at du ikke blot betaler renter af det lånte beløb, men også rente af de renter, som er tilgået det lånte beløb. 

Lidt forenklet kan man bruge dette eksempel, hvor der ikke afdrages på gælden, og der heller ikke er nogle stiftelsesomkostninger:

Du låner 100 kr og betaler 10 % i rente pr måned.

Efter den første måned skylder du nu 100 + 10 kr = 110 kr

Efter den anden måned skylder du 110 + 11 kr = 121 kr

Du ser her, at du allerede efter anden måned ikke længere betaler 10 kr i rente, men 11 kr. Det skyldes at du betaler renter af renterne. En krone lyder måske ikke af så meget, men når du låner 5.000, 50.000 eller 100.000 kr, så vil du se, at renters rente har stor betydning får det beløb, som du skylder og skal tilbagebetale.

Gode råd til hurtige lån

I prioriteret rækkefølge er her et par gratis råd. Det vil sige, det bedste råd er: Lad være med at optage hurtige lån.

1. Undgå hurtige lån. Det er som at tisse i bukserne, Det er varmt lige når pengene kommer i hånden, men det bliver meget hurtigt utrolig koldt, når regningen skal betales.

2. Snak med din bank. Hvis banken siger nej, så er der en god grund til det. Din økonomi kan ikke bære et kviklån.

3. Optag et SU-lån. Det er relativt billigt, men vil du sidde med en stor gæld, når du er færdig med at læse?

 

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.