Af Administrator
Tillykke du er blevet indkaldt til samtale, og alle tankerne om jobsamtalen begynder at flyve rundt i hovedet. Hvad skal jeg have på? Hvad spørger virksomheden om? Skal jeg sige ja tak til kaffe, selv om jeg ikke drikker kaffe? Men det er ikke så svært endda.
Du er allerede godt på vej. Du er udvalgt blandt en masse jobansøgere, og personen, som skal interviewe dig, vil dig kun det bedste. Hvorfor? Fordi, virksomheden gerne vil finde den bedste kollega, og det sker, når der er en rolig og åben dialog.
3 enkle råd til en jobsamtale.
1) Øv dig
I en eller anden form, vil du helt sikkert få stillet spørgsmålet: ”hvorfor skal vi ansætte dig?” Der dur det bare ikke, at sige ”øh, jeg vil gerne tjene nogle penge”. Sådan et svar viser, at du ikke har sat dig ind i virksomheden, og det kan være lige meget, om du får arbejde i dette eller et andet firma, blot du tjener nogle penge.
Derimod er denne type spørgsmål en perfekt åbning for dig for at fortælle om noget, som du er god til. Det kan være du arbejder systematisk og vedholdende, eller er kreativ og meget fleksibel. Giv gerne eksempler på det, så det du fortæller om dig selv ikke blot bliver tomme ord.
Du kan også fortælle om, at du passer til virksomhedens værdigrundlag, som du har læst om på virksomhedens website. Pas dog på, at du ikke bliver for højtragende. Det vil være malplaceret at fortælle, at du ønsker at tage et socialt ansvar, hvis du søger et job som fejedreng.
2) Vær ærlig
Du behøver ikke fortælle, om alle dine dårlige sider, men en dårlig side, kan godt være god. Hvis dine venner synes, at du er irriterende nysgerrig, kan du sige, at du er meget engageret. Hvis du er en stille person, kan du sige, at du er god til at koncentrere dig, og få tingene gjort uden hele tiden at stille spørgsmål.
Vigtigt er, at du er ærlig. Er du uærlig, vil du alligevel kort tid efter ansættelsen, ikke kunne skjule dit sande jeg, og din nye arbejdsgiver vil blive træt af dig, og eventuelt fyrre dig. Når du bliver ansat i en virksomhed, bliver du firmaets ansigt udadtil, og ingen virksomheder ønsker at have en uærlig profil, så du skal være ærlig.
3) Stil spørgsmål
Vær forberedt og stil 2 eller 3 spørgsmål. Forbered gerne det dobbelte antal spørgsmål, da nogle af dine spørgsmål måske er blevet besvaret i løbet af jobsamtalen. Dine spørgsmål får du som regel lov til at stille til sidst i jobsamtalen. Når du stiller spørgsmål, så viser du engagement, og fremhæver dig fremfor de andre ansøgere, der er til jobsamtale.
Spørgsmål om arbejdstider, arbejdsopgaver, hvem der bliver din chef og hvad det videre forløb i ansættelsesprocessen er, er meget naturlige at stille.