At være ung
Hvorfor stemme til Europa-Parlamentsvalg?

Det kan være svært at se meningen med overhovedet at stemme til Europa-Parlamentsvalget. Bruxelles og EU virker på alle måder fjern fra vores hverdag. Så hvad nytter det egentlig at tage stilling og have en mening om, hvem der sidder dernede på taburetterne?

Hvad enten du er ”for” eller ”imod” EU, kan du ikke komme uden om, at der tages beslutninger nede i Bruxelles, som på den ene eller anden måde påvirker dit liv. Så er det op til dig, om du vil benytte dig af din demokratiske ret til at stemme, og dermed få indflydelse på fremtidige beslutninger i EU.

Hvem repræsenterer mig i EU?

EU-parlamentarikerne vælges af dig, og repræsenterer derved dig og alle andre borgere i EU. EU har i dag 28 medlemslande, som alle er repræsenteret i Europa-Parlamentet af 751 medlemmer. Fra Danmark sidder der 13 medlemmer, som blev valgt til Parlamentsvalget i 2014.                             

Selvom Danmark er et lille land med kun 13 repræsentanter i Europa-Parlamentet, har vi stadig en stor og direkte indflydelse på beslutninger og love, der bliver vedtaget. Der findes nemlig et hav af udvalg og grupper, hvor danske parlamentarikere sidder på indflydelsesrige poster.

Hvad beslutter de i EU?

Måske tænker du, at de fleste beslutninger i Europa-Parlamentet ikke direkte har noget at gøre med dig og dit liv. Måske tænker mange unge det, og måske er det derfor at lige præcis unges valgdeltagelse ved Europa-Parlamentsvalget er relativ lav.

Men faktisk stammer op imod 58 % af gældende dansk lovgivning fra EU, så selvom Europa-Parlamentet fysisk sidder langt væk, træffer de beslutninger, der påvirker dit liv hver dag.

EU har ansvaret for mange vigtige og praktiske forhold. De arbejder for at nedbringe ungdomsarbejdsløsheden, sikre et renere miljø, gøre det lettere at rejse eller at tale billigere i telefon. De arbejder for at fremme demokrati og menneskerettigheder i de 28 medlemslande.

EU kan blandt andet også være med til at gøre det nemmere for dig at tage en uddannelse i andre EU- lande, og derved give dig mulighed for at bringe ny viden tilbage til Danmark.

Se mere om uddannelse i EU

Hvem skal jeg så stemme på?

Det er et godt spørgsmål. På de forskellige partiers hjemmeside kan du læse mere om deres EU-politik, og du kan helt sikkert finde et parti, hvis holdninger til EU ligner dine.

Flere landsdækkende medier stiller typisk også kandidattest til rådighed. I en kandidattest svarer du anonymt på en række spørgsmål. Det samme har alle politikerne gjort. Når du har svaret, får du en liste over de kandidater, du deler holdninger med. 

For yderligere information om Europa-Parlamentet kan du f.eks. besøge: Europarl.dk 

Denne artikel om at stemme til Europa-Parlamentsvalget er:

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.