Af Miriam
Der går meget snak om, at danskere er et ubehøvlet folkefærd, og det er let at finde eksempler på i hverdagen: Fra kassedamen, der ønsker folk en god dag uden at få svar tilbage, til gutten, der overhaler dig på motorvejen, i et forsøg på at udleve sine Grand Theft Auto-drømme. Selvfølgelig gælder det ikke alle: Der er masser af flinke og høflige mennesker i Danmark. Alligevel synes den generelle omgangstone og opførsel at være lige skarp nok i kanterne. En undersøgelse fra 2012 viste, at 88% af danskerne ville ønske, der var mere høflighed i det offentlige rum. Men ironisk nok opfattede hele 93% samtidig sig selv som lidt eller meget høflige, når det gjaldt omgangen med andre mennesker.
Det er næsten begyndt at være uhøfligt at være høflig – eller i hvert fald uhøfligt at være flink og tage for meget kontakt med mennesker, man ikke kender. Man skulle jo nødigt forstyrre folk i deres travle, travle liv – så er det nok bedre ikke at komme hinanden ved. Hvad skal vi også det for?
I virkeligheden handler det nok om, at vi faktisk gerne vil være høflige og give alle plads. Men selvom tanken måske er velment, betyder den i praksis, at vi er blevet temmelig upersonlige i vores omgang med fremmede mennesker – ofte af ren og skær frygt for at forstyrre folk, som vi overbeviser os selv om, bare gerne vil blive ladt være i fred. Vi må indse, at vores medmennesker sandsynligvis blot kigger så koncenteret ned i mobilen, fordi de forsøger at vinde det vanskelige level 154 i Candy Crush. (Seriøst. Hvordan vinder man det level?!)
Så man dropper at ønske den venlige mand, der lod én komme foran i køen, en god dag. Man dropper at sige ordentligt tak til butiksassistenten, der var ekstra hjælpsom med at få byttet de bukser. Og man kunne ikke drømme om at fortælle hende, der sidder overfor én i metroen, at hun har en sindssygt fed stil. Vi dropper at være lidt ekstra høflige, og vi dropper at gøre noget ud over det sædvanlige for at være flinke mod folk, vi jo alligevel ikke kender. Man skulle jo nødigt virke som en freak for at interagere med et fremmed menneske.
Men jo mere vi undgår andres blikke, smider høretelefonerne i og ignorerer omverden, jo nemmere bliver det at få en ekstrem Darwinistisk tankegang i det offentlige rum. Survival of the Fittest. Det gælder om at komme først – uanset hvem du skal puffe og skubbe til undervejs. Men er det ikke ret ærgerligt at skulle være i – eller sågar bidrage til – et uhøfligt offentligt rum? Har vi virkelig så travlt, at vi behøver at ignorere køkulturen og mase os forbi i cykelkupéen, mens de, der rent faktisk slæber på jernhestene, må stå utålmodigt tilbage?
Det er ærgerligt, når vi kan give hinanden en bedre dag og et smil med på vejen, at vi så ofte vælger at være mutte, indifferente og ubehjælpsomme i det offentlige rum. ad os da i stedet gøre mere for at gøre omverdenen til et bedre sted; om ikke andet af den selviske grund, at man selv bliver glad af at gøre noget godt for andre mennesker. Så smil til fremmede, hold døren for folk, ønsk ekspedienten en god dag og vis, at høfligheden ikke er død endnu. Det koster intet.
Tusind tak fordi du læste med. :-)
Se også: Wi-Fi eller venskab?
