Af Louise
Hvis du overvejer at indgå i et fast forhold med én, eller har en partner som opfylder bare ét af følgende punkter, bør du kraftigt overveje, om I virkelig er de rigtige for hinanden.
Slå op hvis din kæreste tjekker dig
Det kan være meget svært at bevise, at din kæreste tjekker din telefon, men ofte vil du have en rimelig god idé om, hvad der foregår. Du er ikke dum, selvom du måske spiller det, fordi du ikke vil tage konflikten, men hvis der ikke er 100% tillid fra starten, vil der aldrig komme det. En snagende kæreste er oftest også en sygeligt jaloux kæreste, og reglerne vil blive mere og mere absurde for, hvad du må – DON’T go there!
Lad hellere vedkommende gå ud i verden og finde én som også er jaloux, og lad dem sidde derhjemme weekend efter weekend, for at modparten ikke så meget som kigger på andre.
Din kæreste vil ændre sig for dig
Hvis der er noget, som din kæreste bliver nødt til at lave om på, for at I kan være sammen, så er I ikke rigtige for hinanden. Det vil aldrig være en holdbar løsning, at den ene for eksempel skal stoppe med at bruge penge på byture, starte på en uddannelse eller stoppe med at rejse med arbejdet – det er alt sammen problematisk, hvis man sætter grænser eller krav for hinanden, for at man kan se sig sammen med sin partner.
De to hovedproblematikker er:
1. Dit problem: Du skal ikke være sammen med én der har sider, som du ikke kan leve med. Ingen er perfekte, og du vil sikkert altid ønske, at din partner blev bedre til at rydde op, eller lignende, men derfra og til dramatisk at ville ændre en stor vane eller passion, som vedkommende har, er der for langt. Det kan være svært at indse, men I er med sikkerhed ikke rigtige for hinanden.
2: Din partners problem: Han/hun elsker dig så højt, at vedkommende vil ændre sig eller sin levestil for dig, men det vil ikke være holdbart i længden. Han eller hun vil enten falde i eller længtes efter sit ”gamle liv” når kærligheden bliver hverdag, og det vil være din skyld, at han eller hun ikke længere kan gøre som før. Det vil tære på forholdet og din kærestes livsglæde.
Du er bange for din kæreste
Det burde sige sig selv, at hvis man er bange for sin kæreste, så er det et meget usundt forhold man er havnet i. Men det kan være svært at gå fra én man elsker, hvis det kun er når i skændes han kaster med ting, eller kun når du gør hende sur at hun truer dig – begge dele går jo over igen, og når I er gode venner ånder alting fred. Vær ærlig over for dig selv og spørg dig selv: Hvis jeg slog op med min kæreste, ville jeg så frygte hvad han/hun kunne finde på? Hvis svaret er ja, skal du se at lægge en plan for at komme væk. NU.
De fleste forhold i tyverne begynder at være temmelig seriøse, og man kommer derfor ikke bare sammen og slår op fra dag til dag. Tvært imod kan man date i lang tid inden man får status på, og bliver præsenteret for den pukkelryggede.
Det er derfor også vigtigt at du kan se din partner som forældre til dine børn, (hvis du i fremtiden ønsker det) for det er en uhyre god indikator af, om du bør blive sammen med ham eller hende. Det kan tage lang tid, at blive overbevist om, at forholdet bør ende og tit er det først et halvt år eller længere tid efter det endte forhold, at man kan se tilbage og tænke på, at det var godt man kom ud af det.
Læs også Hvorfor lyver man
Mangler vi et eller flere punkter på listen? Kommenter gerne, med bidrag.