Hygge
Nej tak, jeg skal bare have en salat…

Anna Warrington har et glimt i øjet, når snakken falder på kvinder, hygge med veninderne og mad. Glæd dig her til at læse en artikel med kant og stof til eftertanke:

Kvinder er skide seje. Vi har stemmeret, vi kan skabe vores egen karriere og verden er åben. Indtil vi er ude at spise sammen med andre. Har du eksempelvis nogensinde fået spørgsmålet: “skal du spise ALT det?” om den portion  mad der stod foran dig? Eller har du hørt dine veninder sige; ”Nu kan jeg GODT nok ikke spise mere!” For derefter at trække din egen hånd tilbage som var liiige ved at række ud efter portion nummer 2?

kvinder spiserHey - Kvinder spiser også

Hvorfor vil kvinder helst ikke være ved, at de spiser? Og hvorfor er det feminint at vælge en (lille) salat fremfor en større portion risotto? Det er vigtigt at stille spørgsmål ved den måde kvinder spiser på i fællesskab og særligt den måde vi omtaler vores egen (og hinandens) mad.

At stille spørgsmålstegn ved andres madvaner kan være farligt. Det er nemlig ikke kun spørgsmål til selve maden, men til mennesket der spiser. På sociale medier er det svært at sparke sig frem for små fine portioner anrettet på lækkert porcelæn. Det kan give et misvisende billede af hvad der er “normalt” at spise.

Din krop giver svaret

Den mængde mad kroppen kræver, er individuel. Det afhænger både om hvor meget du bevæger dig, hvor høj du er, hvad du vejer og hvad dit mål med din kost/træning er. Din portion mad er derfor ikke “for stor”, hvis den passer til dig! Også selvom hende på Instagram spiste mindre til aftensmad.

Får du dårlig samvittighed over mængden af mad på din tallerken,  kan det være fordi, at mad tillægges følelser. Vi kender jo alle udtryk såsom “hyggesnacks”, “syndedage” og “trøstespisning”. Her sniger sig moralske spørgsmål ind. Det bliver “forkert” at spise “for meget”. Muligvis fordi det signalerer grådighed og manglende kontrol? Det oplagte svar herpå er, at mad før var en mangelvare og derfor var kropsidealet at have til gården og gaden. I dag betyder vores overflod af mad, at hvis du har kontrol over mad, så har du kontrol over livet.

Rigtig eller forkert mad?

Den tankegang er ikke alene fejlfortolket, den er også farlig.  Både for over og underspisning. En portion mad er næring, ikke følelser. Og der findes hverken rigtig eller forkert mad, der findes næring i forskellige mængder. Så bliv glad næste gang du ser en stor portion på sociale medier – vedkommende er nok sulten!

Veninder er særligt slemme til at ”synde” i fællesskab. Usund mad er ”i orden” så længe alle gør det.  Det er trygt at passe ind og derfor bliver normerne omkring mad også hurtigt noget som bestemmes i fællesskab. Det er bare noget hø når mængden af mad ikke er ens for alle, men afhænger af de forskellige kroppe vi nu engang render rundt med.

Det er derfor ikke forkert at bestille en kæmpe portion når du er ude – heller ikke selvom veninderne vælger en salat. Sociale normer er sejlivede, men de er ikke skrevet i sten. De kan ændres. Så er du sulten? Så spis for søren!

Læs også om lækker og sund mad til grillen.

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.