Af Pernille
Vidste du, at det er dansk tradition at spise pandekager den 2. februar? Læs med og få en lækker opskrift på nemme og billige pandekager.
Kyndelmisse – hvad er det?
Kyndelmisse er en gammel, kristen helligdag som dog officielt blev afskaffet gennem en reform i 1770. Nogle danskere fejrer dog stadig denne dag, som altid rammer den 2. februar, og som repræsenterer vinterens kulmination og halvvejen til våren.
I gammel tid vidste bonden, at han på denne dag skulle have halvdelen af sit forråd tilbage til husdyr og familien, for foråret ville først komme 1. maj. Og man bad til at høsten skulle blive god! Kyndelmisse, som på latinsk kaldes Missa Candelarum, betyder lysenes gudstjeneste, og dagen blev bl.a. markeret i Danmark ved, at man piskede ens frugttræer med ris for at sikre et godt høstbytte.
Flæsk skulle der også spises for at undgå hunger, og herudover blev der pløjet i rituelt øjemed, og der blev sunget masser af salmer. Vigtigst af alle traditionerne, synes vi her på Ungunivers.dk dog, er den, hvor at man spiste bygmelspandekager for at fremme høsten.
Vi foretrækker dog vaniljepandekager med sukker og marmelade, så den opskrift i får her i artiklen er altså uden bygmel. I gammel tid spiste man også flæsk og saltkød til pandekagerne, men der tænker vi, at flormelis er mere passende til moderne pandekager.
Opskrift på 12 styks Brunch-Pandekager:
Ingredienser:
- 150 g Hvedemel
- 1 tsk. Bagepulver
- 1 tsk. Vaniljesukker (Jeg kommer altid lidt ekstra i bare fordi, at jeg kan)
- ½ tsk. Salt
- 1 spsk. Sukker
- 2½ dl. Mælk
- 1 æg
- Smørelse til panden, enten olie eller smør.
Processen:
Først blandes mel, bagepulver, vaniljesukker, salt og sukker i en skål. Mælken skal herefter piskes langsomt i dejen, indtil at den bliver dejlig glat. Til sidst piskes ægget i. Så nemt er det. Du kan eventuelt tilføje chokolade til dejen for et ekstra pift.
Herefter skal der lidt smørelse på panden, og så skal pandekagerne ellers bare formes på panden. Det bliver ikke traditionelle danske, tynde pandekager disse her, men tykke brunch pandekager, så du kan have en 3-4 stykker på panden af gangen – alt efter hvor store, du ønsker dem.
Den første pandekage bliver aldrig god, men herefter skal de bages, til de er brune på den ene side, vendes og så bages færdige på den anden side. Pandekagerne skal serveres med sukker, marmelade og/eller flormelis alt efter smag.
Skal du have pandekager til aftensmad i dag?