Af Louise
Ind imellem føler jeg, at jeg ville få langt mere opmærksomhed, hvis jeg klistrede min kærestes telefon fast til min pande. Den uendelige formaning om "læg nu din telefon væk" er vi længe forbi, og man skulle tro, at der foregik noget yderst interessant på skærmen. Det er imidlertid små fodbold-, dyre-eller spring-farvede-kasser-på-tid-spil.
Jeg kan trøste mig med, at det ikke er fordi, at han skriver eller snapper med andre piger, men alene at han åbenbart finder det ekstremt underholdende og vanedannende at spille alle mulige (fra min synsvinkel) komplet ligegyldige spil. Han tager dog også jævnligt mig i, slet ikke at høre efter fordi jeg sidder opslugt i noget så ligegyldigt som et billede af et sæt nylakerede negle.
Tiden uden mobilen er sparsommelig
Når tiden vi har sammen i hverdagen i forvejen er så knap, har jeg ondt af mig selv, når jeg under tiden ikke kan få hans opmærksomhed til fordel for den lille lysende skærm. På den anden side skal han også have lov til stunder, hvor han bare kan synke ind i sig selv, og glemme alt omkring ham -inklusiv mig! Det er sundt nok, at give hinanden plads, til hvad der for modparten kan virke fuldstændigt formålsløst.
Skal vi lægge mobilen væk, skat?
Min konklusion er, at jeg som pige skal blive bedre til ikke at forlange min kærestes fulde opmærksomhed konstant (nogle gange kan jeg trods alt godt lide at fortælle hvad jeg har drømt eller lignende som jeg godt ved ikke er fer at stille krav til fuld koncentration omkring). Dog skal han som man måske også blive bedre til at se, hvornår det er simpelthen er for meget mobiltrykkeri og hvornår han egentligt bare spiller sit liv på at optjene små virtuelle på ingen i stedet for, at være til stede i nuet.
Læs også denne artikel om indkøb med hjernen eller med hjertet.
