Af Anna
At flytte hjemmefra kan være en stor økonomisk mundfuld. Alle regninger og trælse rudekuverter har pludselig dit navn stående på dem og der er mange udgifter, men sjældent en stor indtægt at gøre godt med.
Inden du kaster dig ud i langvarige lejekontrakter som æder hele din SU, er der 3 spørgsmål som er gode at stille sig selv.
Hvor vil du bo?
Vil du gerne bo i Århus eller København skal du beregne en pænt stor andel af din indkomst fra SU og/eller studiejobs til husleje. De to store byer rummer mange studiemuligheder og alverdens sjov og spas, men har også boligpriser derefter.
Vær ude i god tid når du leder efter bolig i de større byer og overvej om du kunne tage samme uddannelse i en mindre by og spare på huslejen hvis du er presset økonomisk. Nogle vægter luft i budgettet højere end storbylivet og andre vil ikke undvære deres daglige gang i Hovedstaden. Mærk efter inden du træffer dit valg.
Hvordan vil du bo?
Der er stor forskel på både budgettet og hverdagen alt efter om du vælger at investere i en ejer eller andelslejlighed sammen med en kæreste, bo alene i en lejelejlighed eller bruge dine studieår i et fælleskøkken på et kollegium.
Fordele og ulemper ved alle boligformer afhænger af hvem du er som person. Vægter du alenetid højt? Eller synes du det er hyggeligt med mange mennesker om morgenkaffen? Tag eventuelt ud og besøg nogle kollegier og tal med de venner der bor i lejlighed for at få et indtryk af hvad der passer bedst til dig.
Og ja, økonomien kan spille en stor rolle i for dit valg, så det kan være en god idé, at søge et studiejob.
Hvor længe vil du bo i studieboligen?
Det betyder meget for et godt studieliv at du er glad for din bolig, at du ikke føler dig presset økonomisk og at du har en fast base under eksamensperioder. Derfor kan det være en god idé at gøre dig nogle tanker om hvor længe du vil bo i samme bolig før du eksempelvis kaster mange penge efter et depositum i en lejlighed.
Måske kan det bedst svare sig at leje et værelse hvis du gerne vil rejse i studietiden? Måske er det en god investering at købe en lejlighed hvis du skal læse længe? Skriv spørgsmålene ned og tænk grundigt over dit valg af bolig.
Læs 5 spørgsmål du bør stille dig selv inden du vælger at flytte hjemmefra HER