Af Frederikke
Livsstilsændring er et ord, der har sneget sig mere og mere ind på sundhedsverden, samtidig med at slankekur er blevet et lidt mere forbudt ord. For pludselig har vi fundet ud af, at en slankekur ikke nødvendigvis er det, der skal få os ned i vægt og til at leve et sundere liv. Men hvad er forskellen egentlig på en slankekur og en livsstilsændring? Og hvorfor er det så vigtigt at kende den?
Kan en slankekur faktisk være usund for dig?
En slankekur opfattes i dag nok mest som en metode til at tabe sig en masse kilo på kort tid. Det er effektivt, hvis man overholder alle regler inden for den givne slankekur, og resultaterne kommer som regel hurtigt, på vægten i hvert fald. Hvis du leder efter et quick fix er en slankekur svaret. Det har dog sine ulemper, og måske reelt flere, end det har sine fordele.
Nok taber man sig hurtigt på vægten, men i mange tilfælde taber man faktisk ligeså meget, eller mere muskelmasse, end man taber fedt. Det forudsætter selvfølgelig, at man ikke træner samtidigt med sit vægttab. Denne kombination er rigtig dårlig for os, og en ny undersøgelse konkluderer faktisk, at for mennesker med et BMI mellem 25 og 30 stiger dødeligheden, hvis de taber sig, uden at holde deres muskelmasse ved lige.
Derfor er det ekstremt vigtigt at dyrke motion samtidig med, at man taber sig. Det giver både et sundere og mere effektivt vægttab, men det hjælper også til, at man ikke tager det tabte på igen.
Skab noget varigt, ændr dine vaner på bare 21 dage
En livsstilsændring er en total omlægning af ens livsstil, som har en langt større effekt på vores måde at leve på. Hvor en slankekur er noget midlertidigt, kunne en livsstilsændring reelt set vare resten af livet. For de fleste kan det virke uoverskueligt at skulle ændre hele sin livsstil fra den ene dag til den anden. Og måske præcis derfor tyer så mange til slankekure.
Har du det på samme måde, er løsningen måske at lave små ændringer over lang tid. Det tager omkring 21 dage at ændre en vane. Simple ting som at skifte hvidt brød ud med rugbrød, eller at begynde at dyrke motion en enkelt time 2-3 gange om ugen, kan gøre en stor forskel. Resultaterne kommer måske ikke ligeså hurtigt som ved en decideret slankekur, til gengæld vil de små ændringer give dig et sundere liv i det lange løb.
Brug din sunde fornuft
Der er masser af tilbud derude på, hvordan man taber sig hurtigt og effektivt, og det kan være rigtig svært at gennemskue den teori, der lægges bag. Man kan imidlertid komme rigtig langt med sund fornuft og en smule skepsis. Stil kritiske spørgsmål til den diæt, du står over for. Hvis det lyder for godt til at være sandt, er det det som regel også. Stræb efter et vægttab, der måske sker over lidt længere tid, men til gengæld er et varigt vægttab, hvor du stille og roligt begynder at skifte nogle af de små dårlige vaner ud med nogle bedre.
Held og lykke derude.