At være ung
6 ting du skal vide, før du tager kørekort

Solen skinner, solbrillerne er på, og du er klar til at cruise ned langs Strandvejen i din lækre øse. Der er kun ét problem: Du har ikke fået taget kørekortet endnu. Men inden du går i gang, er der lige et par ting, du skal vide.

1. Det tager lang tid

Da du endnu ikke kan køre ned til stranden og nyde den sjældne danske sommer, kan du ligeså godt bruge sommerferien på kørekortet. Dog skal du regne med, lyn-sommerferiekursus eller ej, at det tager længere tid end blot 3 måneder (som mange ellers påstår, det tager). Det kan være svært at få tid til både teori- og køretimer flere gange om ugen – både for dig i den travle hverdag med skole eller arbejde, men også for kørelæreren, som jonglerer med mange forskellige elever på samme tid.

2. Du kan begynde før du bliver 18

Du kan begynde på kørekortet 3 måneder, før du fylder 18 år. Du må dog tidligst gå til teoriprøven 1 måned før du fylder 18 år, og du må først tage selve køreprøven fra den dag, du fylder 18.

3. Den rigtige teoriprøve er sværere end øvelsesprøverne

Hvor øvelsesprøverne hos kørelæreren har en sværhedsgrad sammenlignelig med en Rubik’s-cube pakket ind i en Sudoku, er den rigtige prøve ofte langt nemmere. Desværre kører det tit skævt for folk, da de overtænker spørgsmålene pga. det pludselige skift i sværhedsgraden. I øvrigt kan man, i modsætning til øvelsesprøverne, tage teoriprøven elektronisk – hvilket er en fordel, hvis man gerne vil kunne ændre svarene undervejs og bliver stresset af ikke at kunne køre prøven i sit eget tempo.

bilnøgler foran bil

4. Du kan selv tage fotoet

Du behøver ikke betale i dyre domme hos kommunen for et grimt billede af dig, som dine venner kan grine af, hver gang I tager i byen sammen. Du kan spare dig både penge og ydmygelse ved selv at tage fotoet og indsende det til at blive printet i rigtigt format/fotopapir på nettet (f. eks. Pixum, ca. 50 kr). Til gengæld skal du være opmærksom på alle kravene for pas/kørekortsfoto bliver overholdt.

5. Det er langt dyrere, end det ser ud

Selvom vi alle ved, det ikke er billigt at tage kørekort, kan man let undervurdere prisen, når man ser køreskoleres prisliste for kørekort. Hold derfor øje med disse ting, som er lovpligtige, men ikke altid inkluderet i prisen hos kørelæreren:
- Undervisning på manøvrebane
- Undervisning på glatbane
- Førstehjælpskursus

Yderligere udgifter:
- Teoriprøven
- Køreprøven
- Lægeerklæring
- Førstehjælpskursus
- Foto til kørekortet

En anden udgift er de nødvendige ekstra køretimer. Uanset om du kører som en brækket arm eller ej, har de fleste brug for ekstra køretimer – i hvert fald hvis man ikke vil spille hasardspil med om man dumper.

6. Farvel til tømmermænd

Når du endelig har fået det lille plastikkort, kan du godt regne med, at mange af dine venner vil bede dig om lifts og prøve at erhverve dig som deres private chauffør. Yderligere bliver du fristet af at tage bilen til festerne – men det bliver nogle ædru affærer, da du selvfølgelig ikke må drikke og sætte dig bag rattet.

God fornøjelse med kørekortet!

 

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.