Af Pernille
Den gode fest er værd at huske dagen derpå
Hvis du tror, at dette er en artikel, som skal skræmme dig fra tanker om alkohol og fest, så tager du fejl. Jeg elsker at gå til fest, og gør det selv ofte. Denne artikel giver dig blot råd til, hvordan du håndterer alkohol og giver dig dermed værktøjet til at have en god fest.
Er du gammel nok til at drikke (16+ i Danmark), og har du lyst til det, så har du her en række råd til, hvordan man gør det rigtigt:
1. Drik aldrig på tom mave:
Spis et solidt måltid mad før du tager til fest. Drikker du på tom mave, så kan din promille i blodet hurtigt blive alt for høj – og så kan festen hurtigt blive meget kort. Husk at spise og udsæt dermed optagelsen af alkohol i kroppen. Så bliver festen meget sjovere.
2. Husk at drikke vand:
Din krop mister en masse vand, når du drikker alkohol, så egentlig burde du drikke et glas vand for hver genstand, du indtager. En sodavand rækker også langt. Man kan både dehydrere eller besvime, hvis kroppen ikke får lidt almindelig væske i sig også.
3. Tæl genstande:
Det er skide skægt til festen, og du glemmer lige at tælle. Det er sket for os alle, men det er nu en god ide med et lille overblik. Ved at tælle genstande kan du lære dine grænser at kende, og dette giver ultimativt bedre oplevelser med alkohol.
Kvinder bør kun drikke op til 7 genstande om ugen, mens mænd helst skal holde sig under 14 genstande for samme periode.
4. Hav altid hjemturen planlagt:
Sørg for at du ved, hvordan du kommer hjem inden du begynder at drikke. Om du skal sove ved veninden, tage en bus eller hentes af forældrene, så er det vigtigt, at du ved det inden, alkoholen begynder at virke. Det er en god ide altid at have kontanter på sig til enten bus eller taxa.
5. Pas på hinanden:
Efterlad aldrig en fuld kammerat alene og færdes for så vidt muligt i grupper. Bliver en af jer for fuld, så er der ingen skam i at ringe hjem til forældrene. For meget alkohol kan give en alkoholforgiftning, og i så fald skal der handles hurtigt. Mister en person bevidstheden, så er det altafgørende at der ringes 112.
6. Stop andre:
Nogle mennesker drikker sig fuldstændigt synder og sammen, og ønsker de ikke at ændre vaner, så er der ikke meget, du kan gøre. Overhører du dog, at de har planer om at tage bilen hjem i en rus, så gælder det om at sætte foden ned. Der er ingen undskyldning for at køre, når man er påvirket af alkohol. Er din promille på 0,51 og derover, så står du til straf jf. dansk lov.