At være ung
Rejs billigt med Airbnb

pige kigger på telefon i lufthavnen

Endelig har du fundet en billig flyrejse til drømmedestinationen! Men der er stadig en ting, du mangler at betale for: Et overpriced hotel. Du leder desperat efter et sted, der ikke ruinerer din økonomi, så du rent faktisk har mulighed for at shoppe, drikke lækre drinks og spise andet end nudler på din ferie. Men at finde sådan et sted er som at lede efter en nål i høstak, selv når du kigger på billigere alternativer som f. eks. hostels. Heldigvis er der med moderne teknologi kommet en helt ny mulighed på bordet: Airbnb.

Hvad er Airbnb?

Airbnb er en online service, hvor man fra computeren, tablet eller mobil, kan udleje og booke boliger verden over.  Man kan leje en hel bolig, et værelse eller måske bare en sovesofa til en enkelt nat eller flere uger, alt efter ens budget og præferencer.

Man har mulighed for at leje boliger, hvor man bor helt alene – og det er en skøn mulighed at have en lejlighed helt for sig selv, uanset om man rejser alene, som kærestepar eller som venner på eventyr. Men man kan også leje boliger, hvor man bor samme sted som udlejerne, hvilket er en fed mulighed for at lære nye mennesker at kende, få en gratis rundvisning i byen samt tips om de bedste lokale restauranter, barer, osv.

Hvorfor skal man bruge det?

Det er ideelt til ferier og kan give kæmpe besparelser på ens rejse. Hvis man f. eks. rejser i USA, kan man, ifølge Børsen, spare ca. 21%, hvis man bruger Airbnb’s overnatningsmuligheder fremfor hotel. Hvis man rejser med et lidt mere begrænset budget og kun skal bruge et værelse, kan man spare knap 50%.

Kan man stole på Airbnb?

Hos Airbnb skal både gæster og værter verificere deres identitet ved at forbinde til deres sociale netværk og scanne deres officielle id eller bekræfte personlige detaljer. Samtidig har alle brugere en profil, hvortil der kan tilknyttes omtaler. Dvs. hvis et sted med luksuriøse billeder har fået en elendig anmeldelse fra  gæsterne, kan du i bedste Forrest Gump-stil løbe langt, langt væk.

Samtidig kan du også selv kontakte værten og skrive beskeder til dem for at høre nærmere om beliggenheden, mulighederne for offentlige transport, boligfaciliteterne, osv.

Når man benytter Airbnb’s betalingssystem til at foretage en reservation, er begge parter yderligere beskyttet af Airbnb’s aflysningspolitik, osv. Dette sikrer dig mod snyd og unødvendig rejsefeber, selvom det selvfølgelig stadig kan stærkt anbefales at du kigger boligannoncen grundigt igennem, inden du lejer den, så der ikke kommer nogle ”overraskelser”.

Kan du selv udleje din bolig?

Måske sidder du allerede nu med dollartegn i øjnene og overvejer at tjene millionen på at leje din egen bolig ud. Men her skal du passe en smule på pga. boligreguleringsloven, da man risikerer at skattevæsenet ser det som hotelvirksomhed. Dog har tidligere boligminister Carsten Hansen udtalt, at man sagtens kan leje et værelse ud i nogle uger over sommeren – man bør blot holde det til under 7 uger om året.

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.