At rejse

Jeg tænkte på at stikke af. At rejse væk uden, at vide hvornår jeg skulle tilbage. Det er en trang som ind i mellem opstår i mit sind og æder det op. Det er ikke fordi jeg er bedrøvet, men mere som om mine lunger en gang imellem hvæser efter ny luft.

Jeg har altid synes at det er befriende, at besøge nye steder hvor man kan være alene og sig selv. Dog skal der helst ikke gå alt for længe før jeg drømmer mig hjem til de vante omgivelser igen. Nogle gange kan skolegang, familieliv og fest ikke hænge helt sammen, og det er vel der man møder idéen om, at glide uhørt væk og så glide tilbage når man er savnet igen.

Det at rejse væk er en mulighed. Det er ikke just alle der har muligheden for, at udforske Asien som Marco Polo, tage en forlænget weekend i New York eller følge Simon Spies klassiske charterrejse til Mallorca, men at rejse kan være et vidt begreb.

At rejse er, at tage fra A til B og til A igen. Det kan for sin vis bare være, at forlade de faste rammer, og vende tilbage på et senere tidspunkt. Ingen siger men skal krydse landegrænser, eller booke hoteller.

For mig handler det at rejse om have tid til at trække vejret, se sig omkring, gå i seng når man vil og holde af sig selv. Man kan sammenligne det med, at reboote en computer - nu hvor en moderne hverdag jo er så påvirket af elektronik alligevel. Inden i en computer sker der hen ad vejen altid former for fejl eller kortslutninger. Lader man computeren blive ved med at køre, hober fejlene sig op, og gør computeren sløvere, dårlige og til sidst så træt, at den risikerer at bryde sammen.

Hvis man derimod passer på sin computer, genstarter eller rebooter man den,  og så bliver alle de fejl og kortslutninger fjernet og computeren kan starte forfra. Sådan har mobiler det, sådan har spaltet hår det, sådan har flyvemaskiner det, og sådan har jeg det.

Mennesker kan godt trænge til, at blive genstartet ind i mellem.

”Stak så Ole en dag i trav, stod med eet ved det store hav”. I Jeppe Aakjærs digt længes hyrdedrengen Ole om at rejse væk fra sin trivielle hverdag fra de uvidende får på marken. Og den følelse, er den nærmest ikke folkeeje i Danmark? Er de fleste studenters mål ikke, at rejse væk nu hvor de endelig er fri?

”Rejs til USA!” ”Tag med os verden rundt!” ”Ses vi på den anden side af jordkloden?” Der findes et utal af rejsekampagner som henvender sig til unge, og lige såvel til ældre.

Det er oplagt og lige til, at drage af sted og gøre noget impulsivt ikke?

En lille drengs forsøg på at tale, er den gennemtrængende lyd i B toget mod Høje-Taastrup. Jeg er rejst. En lille pige fra hvad der lyder som et østeuropæisk land, deltager i samtalen. På kryds og tværs kommer de to med små udbrud på forskellige sprog. Det undrer mig om de mon forstår hinanden.

Deres stemmer bliver afbrudt af en stemme over højtaleren og jeg kigger op, ”Nordhavn”. Udsigten af hav, store skibe og en forunderlig blanding af nybyggeri og et gammelt bindingsværk møder mig, og tager min opmærksomhed.

Jeg er på vej væk, ude og rejse men ved ikke hvor. Inden jeg nåede, at se at toget var kørende igen, var det holdende på Østerport station. Det er en gammel station og den minder mig om de små stræder i Tivoli, et sted som mange rejser til Danmark for at se. Jeg har sågar hørt at en eller anden et eller andet sted i Kina, troede at Tivoli var Danmarks hovedstad. Og at en anden troede, at Tivoli var et helt land.

Nu er jeg snart på Nørreport. Den lille dreng som før snakkede så ivrigt på sit eget sprog tidligere, har forladt kupeen og jeg kan kun høre den lille pige snakke med sin mor, alt imens hun slikker på ruden i toget.

I toget har alle travlt, på vej til hver deres ting. Jeg tror aldrig, at jeg har prøvet ikke at skulle nogen vegne i et tog. Men fordi det er min lille rejse, sidder jeg bare og observerer folk have travlt. Måske nogle også bare skal hjem, det er også rart.

Jeg husker flere gange, at have glædet mig til at komme hjem fra en rejse. Hjem til mine forældre, min hund eller mine venner. Jeg fik heller ikke nævnt at Ole som sad på en knold og sang, havde moders øjne som det der stærkest bandt. Og selvom mange mennesker i dag elsker og hungrer efter, at komme ud og opleve den store verden, vil de fleste så i sidste ende, ikke savne den vante, rare og genkendelige favn fra mor, far, venner eller bror?

Ligeså vel som det er sundt, at blive genstartet og komme væk, er det usundt at blive tændt og slukket uden at have faste forbindelser til noget. Man hører historier om børn af ambassadearbejdende, som med deres forældre må rejse til et nyt land og bo hvert andet år, og når de vokser op, bliver de evigt bedrøvede fordi de så hele verden, men aldrig havde ét nært bekendtskab.

Det ville jeg ikke ønske for nogen. Og det er derfor jeg mener, at blive genstartet kan være selv det mindste, i form af en rejse til havnen ved den friske vind, et nyt møde med et menneske fra en fremmed kultur i toget, eller bare en anderledes skoletime. Jeg behøver ikke rejse langt væk for, at være glad. Mennesker omringer sig med dem og det de bedste kan lide, hvis muligheden er der, gør det ikke?

Hvorfor så rejse? Kunne jeg, han, hun, dem og de spørge sig selv? En rejse kan ganske vidst være godt, men nu tror jeg det er på tide, at stå af toget og vende næsen hjemad. Jeg ved ikke om Ole gjorde det samme, efter han drog over havene. Men man vil da håbe, at han havde muligheden for klappe for at klappe fårene på marken igen.