Af Pernille
Din hotmail-konto, dit Facebook log-in, din netbank og din datingprofil; har de forskellige kodeord, eller er du hoppet i fælden og har brugt det samme til dem alle?
Selvom det kan være meget fristende, så er det en rigtig dårlig ide at bruge det samme kodeord til flere log-ins. Det ved vi jo egentlig godt allesammen, men det er så pokkers svært at huske 117 forskellige koder. Derfor snyder vi lidt, og genbruger et par stykker. Har du styr på hvor mange gange du genbruger dine kodeord?
Ifølge en YouGov-måling, så bruger 23 procent af 18-29-årige danskere den samme firecifrede-kode til deres smartphone som de bruger til både Netbank og MobilePay. Den kombination er ikke helt heldig, for hvis nogen ser dit password til mobilen og så napper den – så kan de faktisk overføre penge via MobilePay fra din konto.
I forhold til Netbank, så kan andre ikke overføre penge fra din konto uden dit NemID, men hvis de først har dit password så har de faktisk adgang til dine kontooplysninger. Forsøg derfor at være ligeså opmærksom, når du indtaster din adgangskode til mobilen som når du indtaster din pinkode på dit dankort.
Hvordan laver man et sikkert password?
Et sikkert password, eller kodeord, om man vil, er vejen frem. Ifølge TV2, så er de fem værste kodeord fra 2014 de følgende:
1. 123456
2. password
3. 12345
4. 12345678
5. qwerty
Hold dig derfor fra dem.
Fem gode råd til at lave et sikkert password:
1. Vælg atypiske password
Et godt password er ikke navnet på din kæreste, din hund eller din søsters fødselsdag. De ville alle være nemme at huske, men de er derfor også nemme at gennemskue.
2. Vælg et langt password
Jo længere dit password er, des flere kombinationer skal hackerne igennem. Dette kræver mere tid og dine informationer er derfor bedre beskyttede.
3. Brug tegn, tal og store bogstaver
Som sagt, jo flere kombinationsmuligheder, jo bedre. Ved brug af både store og små bogstaver, tal og tegn, så kan du lave omfattende kombinationer, så hackerne virkelig må arbejde for føden.
4. Lav ikke en huskeseddel
Det er en dum ide at skrive dit password ned, for så vil en tyv nemt kunne få adgang til disse. Det gælder derfor om at finde en balance mellem de mange kombinationsmuligheder og det som du kan huske.
5. Brug forskellige passwords
Som tidligere nævnt, så er det en dum ide at genbruge kodeord. Hvis en hacker får adgang til en af dine konti, så vil vedkomne også afprøve samme kode på dine andre.