Af Pernille
… og hvorfor kan man som studerende ikke engang få studierabat?
Lige så snart du ikke længere bor hjemme hos dine forældre, så skal du til at betale medielicens til Danmarks Radio. Indtil nu har du været dækket af dine forældres indbetaling, som gælder for både dem og deres hjemmeboende børn. Licensbetalingen er indrettet således at licensbetaleren, dennes ægtefælle eller kæreste og deres eventuelle hjemmeboende børn er dækket af indbetalingen.
Licensbetaling gælder altså ikke pr. husstand. Skulle i være to venner, der bor sammen i en lejlighed, så skal i altså betale hver for sig, men hvis i kyssemysser lidt i fritiden og holder i hånd, ja, så må i altså godt dele udgiften. Er du over 18 år gammel, men bor hjemme hos dine bedsteforældre i stedet for hos dine forældre? Ja, så skal du altså også betale licens selv.
Pr. 1. januar 2014 er der tale om 203kr om måneden (2.436kr på årlig basis), og der er desværre ikke mulighed for at få studierabat. Man kan kun håbe på, at dette vil ændre sig med tiden, for på en SU kan en sådan udgift altså godt mærkes.
Det er folketinget, som vedtager, hvem der skal betale licens og DR, som opkræver pengene. Det er altså lovpligtigt og ikke til at komme udenom.
Synes du, at det er fair, at vi skal betale licens?
Uanset om du ser DR’s programmer eller ej, så er du forpligtet til at betale afgiften, som omfatter brugen af licenspligtige apparater så som TV, smartphone, tablet og computer, altså al elektronik med internetadgang.
Dine penge går til et reklamefrit DR og gennem public service-aftalen med Kulturministeriet, så er DR forpligtet til at sende alsidige programmer indenfor kultur, undervisning, nyheder, underholdning, mfl. Der skal være noget for alle, og det er jo kun fair, når nu alle skal betale til det!
Jf. § 21, kap. 4 i Bekendtgørelsen om Medielicens, så kan pensionister blive bevilget nedsættelse til halv medielicens. Burde en SU-modtager med en indtægt på ca. 5000kr om måneden have samme tilbud? Hvad mener du?
Som loven er nu, så er vi alle forpligtede til at betale medielicens, og det kan blive dyrt, hvis du vælger ikke at betale. Mange unge vælger ikke at gøre det, og mange bliver ringet op af DR med jævne mellemrum. Hvad du vælger at gøre, er selvfølgelig helt op til dig. Personligt finder jeg en del ro i, at jeg trygt kan åbne døren, når ringeklokken lyder uden frygt for, at det måske er Licensmanden, som kommer på visit.
Husk dog altid at afmelde din medielicens, hvis du skal til udlandet for en længere periode. Hvis du skal på studieophold i udlandet, så er du ikke forpligtet til at betale licens til DR i den periode, du er udenlands. Du kan henholdsvis afmelde og tilmelde dig licens på DR’s hjemmeside via dette link.