Af Louise
Rigtig mange unge mennesker bor sammen med en eller flere andre i fællesskab, når de flytter hjemmefra. De fleste er glade for deres forhold med de andre i lejligheden og med selve vedligeholdelses- og rengøringsstandarden derhjemme, men skulle der være et enkelt punkt eller to som du ikke er helt tilfreds med hos dine bofæller? Så læs med her, og se en række gode råd til, hvad du kan gøre, når tingene ikke går 100% gnidningsfrit derhjemme.
Regler for, at bo sammen med andre
Der er mange gode ting ved at bo sammen med andre; man kommer ikke hjem til en mørk og kold lejlighed hver aften, der er næsten altid nogle at snakke og dele fritiden med, og man har ofte mulighed for at bo lidt bedre, når man deles om huslejen. Men indimellem kommer der gnidninger imellem os sociale væsner, og hvordan får man løst det bedst, når det ikke er ens egen familie man bor med? Her er en række ting, som alle som udgangspunkt bør følge, for et godt hjem:
- Alle vasker sine egne ting op (eller skyller dem af inden de kommer i opvaskemaskinen, hvis det er meget snavset)
- Service eller rod i fællesrummene er ikke i orden - det tager 30 sekunder at stille ind på sit eget værelse.
- Man bruger børsten, lufter ud OG lukker vinduet igen når man har været på toilettet (Åbning og luk af vinduer gælder også efter bad).
- Fra 22-07 på hverdage minimerer man unødig støj (weekender er op til husordnen).
- Når skraldespanden er fyldt viser man overskud, og tager den altid med ned INDEN der kommer top på.
- Ødelægger eller forringer man noget, der tilhører andre i lejligheden fortæller man det straks og erstatter det fulde beløb.
Ligegyldigt hvor søde og renlige du og dine samlevende prøver at være imod hinanden, har vanens magt overtaget og du vil pludselig opdage, at din sambo ikke skraber bruseren efter et bad, eller at du aldrig har oplevet det som et problem, at du ikke folder mælkekartonerne sammen, inden du putter dem i skraldespanden. Alle disse småting skal helst frem i lyset, så der ikke bygges en dårlig stemning op i lejligheden.
Uenigheder imellem jer
Inden en sammenflytning, hvad end det er med én du kender eller en fremmed, er det en rigtig god idé, at få snakket om nogle af de eventuelle problemstillinger der kan komme op imellem jer.
Det kunne være regler omkring oprydning og rengøring, sengetider/ro i lejligheden, hvornår eller hvor tit der må være besøg, eventuelle kærester – disse kan også blive et økonomisk emne, hvis de pludselig spiser med hver aften hos jer, og det kan virkelig blive et irritationsmoment, som bygger sig op og bliver helt uudholdeligt for dig.
Det kan være svært at komme ud med nogle af disse små ting, når man først er flyttet sammen, og derfor kan det være en god idé allerede inden i flytter sammen, at I aftaler, at I efter en måned vil tage et møde, hvor man må komme med alt imellem himmel og jord, som man godt kunne tænke sig, at få løst.
Hvis du allerede bor sammen med nogen, hvor problemerne har hobet sig lidt op, kan du godt henvende dig til dem, og spørge om I ikke skal holde et møde hvor I kan tale åbent og ærligt om de ting der irriterer jer. Gør opmærksom på, at du sikkert også har nogle områder, som du kan blive bedre på, og stå fast ved først at snakke om det på mødet, hvis de med det samme spørger ”jamen hvad er der da galt?”. I rigtig mange tilfælde kan tingene kommes til livs ved at tale om dem, og det er derfor vildt vigtigt, at du får taget initiativet.
Læs også: Hvordan lægger man et budget.