Af Miriam
Uanset om du skal på kaffedate, læse lektier eller blot er træt af at være stamkunde på Baresso, har København et kæmpe udvalg af caféer til svar på din efterspørgsel. Men hvis du er i tvivl om, hvilken cafés kaffebønner, der er svaret på dine bønner, har du her en anmeldelse af denne skribents favoritcaféer i København.
The Living Room
Lad dig ikke snyde af, at caféen ligger i kvarteret, der i folkemunde kaldes ”Pisserenden”. Denne café er nemlig super hyggelig - næsten lige så hyggelig som din egen stue. The Living Room har både en over- og underetage, hvor især underetagen er værd at tage et kig på, hvis man for alvor vil føle sig hjemme. Her kan man f. eks. finde et marokkansk-indrettet rum, som lever meget godt op til caféens navn, idet man føler, man er i en (temmelig eksotisk) stue.
Beliggenhed: Larsbjørnsstræde 17, 1454 København. (Ca. 8 minutters gang fra Nørreport St.)
Priser: Hvis du allerede har brugt størstedelen af din SU, bør du nok søge andetstedshen, da stedet - i typisk café-stil - skummer fløden en anelse, hvad angår priserne.
Velegnet til: Tag din ven, din kaffedate eller dine skolebøger under armen, for caféen er velegnet til lidt af det hele.
Ekstra fordele: Selvom caféen ikke er én af de billigste, tilbyder de til gengæld et stempelkort over app’en Wonday, hvor man kan få den 10. kop kaffe gratis.
Paludan Bogcafé
Paludan Bogcafé er det perfekte sted at spise sig mæt i både mad og bøger. Caféen er en ægte studie-café, men samtidig også en bogcafé; hvilket betyder at stedet er næsten lige så overfyldt med bøger som unge studerende. Derfor tager priserne lykkeligvis også stor hensyn til de unge studerendes tomme lommer. Caféen ligger lige op ad Københavns Universitet og ca. 5 minutters gang fra Nørreport St.
Beliggenhed: Fiolstræde 10, 1171 København.
Priser: I den billige ende – eksempelvis kan du få en caffé latte to-go til 20 kr.
Velegnet til: Lektielæsning eller en kop kaffe med en ven. Dog er caféen ofte meget travlt og kassekøen lang, og derfor er stedet måske ikke ideelt til en første date.
Ekstra fordele: Der er mulighed for at købe bøger i caféen, og er man studerende, kan man få billige øl efter kl. 17.
Café Retro
Dette er en café, der vil give dig cafébesøget, du nostalgisk vil vende tilbage efter. Her er der dømt hygge med bløde sofaer, pejs og behagelig belysning. Stedet har masser af studierabatter og rimelige priser. Det er desuden drevet 100% af frivillige, og al caféens overskud går til velgørenhed, bl.a. projekter i Afrika. Så nyd en kop kaffe hos Café Retro – hvis ikke for kaffens skyld, så gør det for Afrika.
Beliggenhed: Knabrostræde 26, 1210 København K (Ca. 11. minutter fra Nørreport.)
Priser: Billige - og oveni købet med studierabatter
Velegnet til: Dates og cafébesøg med vennerne.
Ekstra fordele: Caféen har en lille samling af instrumenter, man kan klimpre på, men lægger også hus til diverse koncerter og forskellige arrangementer. Yderligere har stedet en mangfoldig brætspilssamling, så hvis din date begynder at gå skævt, kan du altid hive et spil skak frem (om dette blot yderligere sætter jeres chancer sammen i skakmat, må du selv vurdere).
Hvis du er for flad til at tage på café, så tjek denne guide til at få styr på din økonomi.