Hygge
Så tryk dog "Deltager"!

I dag foregår rigtig mange invitationer over Facebook. Invitationer til fødselsdage og fest, housewarming og house-parties, bazarer, barer og bare-lige-for-hyggens-skyld. Her har du muligheden for at give hurtig besked om, hvorvidt du deltager eller ej, hvilket jo er super smart - i teorien.

Det er noget helt andet end i “gamle dage”, hvor man fik en invitation pr. brev og ligeledes skulle benytte postvæsenet til at melde sin deltagelse i arrangementet. I dag kræver det kun ét tryk med fingeren på smartphone-skærmen - bum, så har du meldt dig til arrangementet.

Så hvordan kan det være, at alle har så forbandet svært ved at trykke “Deltager”?

Pige taler i telefon og kigger på tabletHelt sikkert, måske

Jeg kan ikke komme i tanker om, hvornår der sidst har været en begivenhed på Facebook, hvor alle rent faktisk kunne mønstre at trykke enten “deltager” eller “deltager ikke”.

Mange svarer ikke på invitationen, før de er blevet rykket adskillige gange - som regel ikke fordi, at de ikke har set invitationen, men snarere fordi, at de ikke vil forpligte sig, før det er nødvendigt.

Endnu flere benytter sig af den underskønne funktion betegnet som “Måske”:
En underfundig måde hverken at sige ja eller nej på. På overfladen giver dette svar beskeden: “Jeg er interesseret”. Men ofte har den også den underliggende besked: “...Medmindre der liiige kommer et bedre tilbud…” 

Frygten for forpligtelse

Denne tendens, hvor alle frygter at forpligte sig og takke ja/nej til en invitation, er et typisk eksempel på fænomenet FOMO. Udover at være et frygteligt kikset akronym, er FOMO et ret så reelt fænomen og betegnelsen for, at man er bange for at gå glip af noget - the Fear Of Missing Out.

Med teknologien er der kommet en ny dagsorden, hvor man helst altid skal have fingeren på pulsen - og man må endelig ikke være forpustet af at skulle følge med hele tiden. Tid er blevet en mangelvare, og derfor er vi bange for at forpligte os til et arrangement - for tænk hvis der kommer noget endnu bedre forbi? Vi skulle jo nødigt gå glip af noget.

Og Gud forbyde, at vi takker ja til en invitation, hvis vores venner ikke har svaret på invitationen nu. Tænk hvis de takker nej? Så kommer man jo tydeligvis til at stå alene i et hjørne en hel aften (for det er da helt uhørt at mingle med andre mennesker).

Så man kommer hurtigt til at tænke: “Jeg venter med at svare til mine venner trykker ‘deltager’”. Samtidig tænker ens venner præcis det samme. Og så kan alle gå og vente på, at ét menneske tør trykke på den frygtede ja-tak knap.

Husk den gode stil

Men at ingen vil, gider eller tør takke ja, er rent ud sagt dårlig stil. Bag de fleste arrangementer, hvad end det er en stor fest eller bare en mindre kom-sammen, står der en arrangør bar, som godt kunne tænke sig et svar - eller evt. en anelse engagement.

Måske lyder jeg som en gammel kone, der brokker sig over “ungdommen nu til dags” - men jeg synes helt oprigtigt, at det både er slapt og uhøfligt at lade en vært stå og hænge. Især fordi vedkommende måske har valgt at invitere dig frem for nogle andre; det mindste du kan gøre til gengæld, er at bruge to minutter på at overveje, om du kommer eller ej.

Vi er nået langt siden tiden før internettet og Facebook. Vi behøver ikke længere viderebringe beskeder via telefonopkald, post, ansigt-til-ansigt, telegrammer, brevduer eller røgsignaler. Så lad os lige vise lidt omtanke for vores venner og bekendte og give dem det ene museklik.

Jeg lover i hvert fald, at jeg altid vil give et klart svar fra nu af.

Måske.

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.