Hygge
’Takt og Tone’ på de Sociale Medier

4 Råd til høflig kommunikation på Facebook

Jeg kan umuligt være den eneste, som godmodigt har kommenteret på et opslag på Facebook, hvorefter at jeg som svar har fået et uopfordret vredesbrud smidt i hovedet. Nogle gange kan det godt føles lidt som om, at folk glemmer almen høflighed, lige så snart de åbner Facebook-app’en, men hvordan kan det lige være?

sociale medier

Betyder vores medmenneskers mening om os mindre ligeså snart vi sidder bag en computerskærm?

Det hurtige svar er nok ’ja’, for internettet har det med at skabe et frirum, hvor folk føler, at de kan tillade sig mere.

I sikkerhed bag skærmen, der kan vi frit og anonymt kommentere på alle de historier og meninger, der deles på de sociale medier. Lige netop på Facebook signeres hver kommentar med eget navn og billede, og dette kompromitterer naturligvis en del af anonymiteten. Dog forhindrer dette ikke alle i at skrive med store bogstaver.

Hvordan er man høflig på Facebook?

Høflighed forekommer, når man overholder de sociale konventioner, som dikterer, hvordan man kan tillade sig at opføre sig overfor andre mennesker. I forhold til Facebook kan man naturligvis diskutere om, hvorvidt høflighed er muligt, da der er tale om et medie, som opfordrer folk til at snage i andres privatliv.

Jeg mener, at vi har brug for en 'Takt og Tone' på de sociale medier og har derfor samlet 4 råd til høflig kommunkaition på f.eks. Facebook:

1. Upload aldrig noget som kan gøre andre kede af det:

Det er altid let og hurtigt at skrive på nettet, og Facebook som medie er skræddersyet til at få dig til konstant at tage mobilen op af lommen. Det er et medie, som giver øjeblikkelig anerkendelse i form af ’synes godt om’ og ’likes’, og det er nemt at få hurtig respons, særligt hvis man er lidt provokerende.

Vi bruger Facebook til at få anerkendelse, når vi uploader billeder fra festen i fredags og caféturen med pigerne, men husker vi egentlig altid at tjekke, at veninderne også ser godt ud på billederne? Og sletter vi billederne, hvis de siger, at de ikke bryder sig om dem?

2. Skriv ikke noget som du ikke føler, at du kan sige til personen ansigt-til-ansigt:

Det er nemt at fortælle folk, at de er nogle fjolser på Facebook, men det er nu sjældent, at man går op til nogen på gaden, og fortæller dem netop det. Det er altid vigtigt, at vi husker, at egentlige mennesker findes bag de statiske profilbilleder, og vores interaktion med de andre Facebook-brugere skal derfor være hensynsfuld og forståelig.

3. Brug emoticons så dine pointer ikke bliver misforstået:

Det er dog vigtigt, at vi også anerkender, at det ikke altid er folks hensigt at være uhøflig på Facebook. Tekstbeskeder kan let misforstås, hvis de ikke opfølges af enten en glad eller en sur smiley. Vi bruger smileys/emoticons til at aflæse folks humør på de sociale medier på samme måde, som vi bruger kropssprog og intonation, når vi taler med folk i den virkelige verden.

4. Overhold de alment kendte regler for en god og høflig samtale:

Det er høfligt at indlede en telefon-samtale med et ’Hej’ og et ’Farvel’ når samtalen afsluttes. Man er dog ikke nødvendigvis uhøflig, hvis man ikke gør det samme på Facebook, for det afhænger i høj grad af hvem ens modtager er. Skriver du til vennen er det måske ikke lige så vigtigt at skrive 'farvel', som hvis det er Tante Oda du skriver med. 

Er du enige eller uenig? Er du nogensinde uhøflig på Facebook, måske uden at ville være det?

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.