Af Frederikke
I Danmark er det helt normalt at vokse op med en opdragelse, der siger, at man skal have ½ liter mælk om dagen, for at holde vores knogler stærke og raske. Hvorfor? Fordi vi jo skal have kalk til vores knogler. Men hvordan sikrer vi os, at vi får nok calcium? Og er mælk overhovedet den bedste kilde?
Lidt om kroppens pH-balance
Først og fremmest skal man være opmærksom på, hvordan man beholder den calcium, der allerede er oplagret i knogler og tænder. Det er nemlig sådan, at forskellige madvarer reagerer forskelligt i vores system, alt efter hvilken pH, de har. Hvis vi spiser madvarer, som har en lav pH i kroppen, opretholder vores eget buffer-system pH-værdien ved at trække basisk calcium ud af knogler og tænder.
Madvarer med lav pH, eller ”sure” madvarer er bl.a. kød, æg, mælkeprodukter, slik, sukker, alkohol, kaffe, te, medicin, tobak og endda udfrakommende påvirkninger som stess. Basiske madvarer er bl.a. grøntsager, svampe, kartofler, de fleste nødder og kerner, hvidløg, ingefær, avocado og god olivenolie. En madvare behøver altså ikke at have en sur pH, bare fordi de smager surt. Citroner, bl.a., virker basiske i kroppen.
Man kan se det på den måde, at man har en calcium-bank i kroppen. Hver gang man spiser ”sure” ting, bliver man nødt til at hæve i banken. Jo mere calcium man hæver, jo svagere bliver knoglerne, og jo sværere er det at fylde konton op igen.
Optagelighed er meget vigtig!
Vil man gerne optimere sit calcium-indhold i kroppen, er det ikke nok kun at få tilstrækkeligt med calcium. Det er mindst ligeså vigtigt, at vores krop er i stand til at optage det. For hvis kroppen ikke kan optage det vi indtager, kan vi spise ligeså meget calcium vi vil, uden effekt.
Der er to vitaminer og et mineral, vi skal være opmærksomme på at have nok af, for at kunne hente calciummet fra kosten ind i knogler og tænder. Det er D3-vitamin, K2-vitamin og magnesium. Er ens niveau af disse højt nok, har vi gode forudsætninger for at optage mere calcium.
Skru op for den sunde kost
Som tidligere nævnt, er det meget vigtigt først og fremmest at forhindre, at vi ikke tømmer vores egne depoter ved at behandle kroppen dårligt med usund kost og en stresset livsstil. Spis i stedet masser af grønt, frugt, fisk, kød af god kvalitet (med en lav fedtprocent), og læg smøger, stress og for meget alkohol på hylden. Der er en række madvarer, der især har et naturligt højt indtag af calcium. Det er bl.a. broccoli, alle former for kål, mandler, sesamfrø, bønner og laks. Helt almindeligt vand fra vandhanen er også en super kilde til mange mineraler, heriblandt calcium.
Mælk og mælkeprodukter er et mere kontroversielt emne, og der er delte meninger om, hvorvidt mælk er godt for os eller ej. Du kan læse meget mere om nogle af mælkens udfordringer i denne artikel.