Sundhed
4 populære slankekure - Virker de eller er det fup?

 

Virker de populære slankekure eller er det fup?Denne artikel er nummer 2 af to artikler, hvor jeg undersøger fire populære slankekure. Der er utallige guides på markedet, for hvem vil ikke gerne tabe sig 5 kg på to uger eller se en forandret krop på fire uger?

Slankekure der virker

Men duer slankekurerne virkelig til noget, eller er det hele blot et mediestunt? 

Her ser vi på to populære slankekure.

South Beach-kuren

South Beach-kuren har alle de kendte fra Hollywood været på. Kuren var oprindeligt udviklet til hjertepatienter, men har nu også opnået stor popularitet blandt den generelle befolkning verden over.

Kuren går i korte træk ud på, at man spiser fødevarer efter deres glykæmiske index-værdi (GI) – en værdi, der beskriver kulhydraters indflydelse på vores blodsukker. Jo lavere GI, jo langsommere optages kulhydraterne, og jo længere tid er man mæt.

Kuren er delt i tre faser med en tilhørende liste over, hvilke madvarer man må spise, og hvilke man skal holde sig fra. Desuden følger der et træningsprogram med, som skal sætte forbrændingen i vejret.

Mange har haft stor succes med kuren, og den har da også nogle gode pointer. Langsomme kulhydrater hjælper til at fastholde et stabilt blodsukker og mætter i længere tid. Begge vigtige faktorer i et vægttab.

Dog bør man være opmærksom på listen over fødevarer, som udelukker ting, der kan være ganske gavnlige for os, og samtidig opfordrer til overspringshandlinger. Bl.a. udelukkes al frugt i første fase. Samtidigt tillades kunstige sødemidler og alle former for sukkerfrie søde sager. I mine ører hænger det ikke just sammen.

5:2-kuren

5:2-kuren er en mild fastekur, som i al sin enkelhed går ud på, at man holder en mild faste to dage om ugen. De resterende 5 dage må man spise præcis, hvad man har lyst til.

Fastedagene har ikke så mange restriktioner. Man må indtage 500-700 kcal, som kan fordeles, som man ønsker det. De foreslår dog, at man holder sig fra hurtige kulhydrater som hvidt brød, pasta og ris, men i stedet bruger sine kalorier på protein, grøntsager og fedt, som mætter mere.

Kuren er blevet ekstremt populær, og mange mener, at den er nem at følge, idet man kun skal holde øje med sit madindtag to dage om ugen. Flere og flere undersøgelser kommer frem i disse år, der viser, at faste faktisk kan være godt for helbredet.

Hvad man dog skal være opmærksom på, når man følger 5:2-kuren er, at man ikke kommer til at overspise de andre dage. Det kan være en nem fælde at falde i, hvis man tror, at man har totalt fripas de resterende 5 dage. Der bør man selvfølgelig stadig tænke over, hvad man spiser.

Find det, der passer til dig

Der findes masser af slankekure derude, og det kan være en jungle at finde vej i. Nogle er bedre end andre, men hvordan finder man så ud af, hvad der er bedst for en selv? Vi har alle forskellige behov, så det er svært at komme med et generelt bud på den perfekte diæt. Det handler om at finde en livsstil, man selv kan leve med. Du kan læse mere om, hvilke forholdsregler, du bør tage her.

Læs også om slankekur i forhold til livstilsændring.

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.