Sundhed
Undgå festivalmave med god hygiejne

Sommerens festivaler er i gang over hele landet, og udendørs koncerter og overnatning i telte er efterhånden synonym med den danske sommer.

Noget der også er synonym med festivalerne er massevis af bakterier. Toiletforholdene er ikke ligefrem de bedste, hænderne bliver ikke vasket lige godt, og inden vi ser os om, har vi fået pådraget os en god, gammeldags festivalmave.

Der er dog gode råd at hente, for du kan forebygge den trælse syge ved at være opmærksom på nogle helt grundlæggende ting.

Hygiejnen omkring toiletbesøg er ekstremt vigtig

Det allervigtigste at være opmærksom på er din hygiejne omkring toiletbesøgene. E.coli-bakterier findes naturligt i vores tarmsystem, hvor de ikke udgør nogen fare, men udenfor systemet bliver bakterierne farlige. Det er derfor EKSTREMT vigtigt, at du vasker dine hænder ordentligt. Ikke kun når du har været på toilettet, men i det hele taget så ofte, som muligt.

Er der ikke mulighed for at vaske hænder, er en desinfektionsgel et uundværligt must. Denne bør bruges efter hvert toiletbesøg, og kan med fordel også bruges på toiletbrættet, inden du sætter dig.

Ordentlig mad og god hygiejne

Vask altid hænder, inden du skal røre ved mad. Bakterier overført til mad, fordi du ikke lige var helt opmærksom, er en af de største syndere, når det kommer til festivalmave.

Udover madhygiejne siger det også sig selv, at en hel uge på festivalburgere nok ikke er det optimale valg. Supplér den fede, oftest usunde festivalmad med rugbrød, knækbrød og frugt, som er nemt at tage med hjemmefra.

Husk dog, at alle ting ikke er lige gode at medbringe hjemmefra. I et varmt telt fordærver tingene med lynets hast, og du bør derfor tænke en ekstra gang over, hvad du tager med. En huskeregel er, at det der bør ligge på køl, er mere risikofyldt at tage med. Pålæg er en stor-synder, som bliver dårligt efter få timer i åben tilstand. Derimod kan dåsemad, frugt, brød og lidt grøntsager holde sig bedre.

Tag et godt råd med fra dine bedsteforældre

Mange har sikkert bedsteforældre, der ynder at starte dagen med en lille bitter eller en snaps, og det er måske ikke så dårlig en ide for dig at gøre det samme, når du er på festival. En lille Fernet Branca eller andet i samme dur kan hjælpe din mave til at stå bedre imod de mange ekstra bakterier, du pludselig omgiver dig med, så du undgår diarré.

De fleste er ikke fans af de små bitre, men gør det til et ritual i Jeres telt-camp, så bliver det lidt mere udholdeligt.

Mælkesyrebakterier

Et sidste råd som kan gavne dig, er at tage mælkesyrebakterier hver morgen. De hjælper til at opretholde en sund tarmbakterieflora, så du bliver mere modstandsdygtig overfor det anderledes miljø.

 

Er du vant til at tage på festival, og har du gode forslag til, hvordan man undgår festivalmave, så del dem i kommentarfeltet nedenfor.

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.