Af Anna
Sommeren er snart på vej, og det betyder ikke kun varmere vejrudsigter, men også udsigten til mindre tøj.
Det føles fantastisk befriende at smide vinterjakken langt væk og finde de korte ærmer frem igen, hvis man vel at mærke føler sig godt tilpas. Rigtig mange danskere, unge som ældre, har ikke ret meget selvtillid, hvilket påvirker deres evne til at nyde den sparsommelige sommersol, der ind i mellem gæster Danmark.
”Hvis du kan bære det” er noget fis.
Uanset hvor ubehageligt til mode du føler dig, så kan du arbejde med dig selv og opnå bedre selvtillid til sommer!
At gå på gaden med bare arme eller bare ben i sommervarmen bør nemlig være en selvfølge for alle mennesker, der har lyst til at nyde sommersolen på den måde. Samfundet i dag er fyldt med diversitet, hvilket er en gave til dem, der ikke helt kender deres personlige stil endnu.
Du kan starte med at smide alle modeblade ud, hvor kritiske ’modeeksperter’ udtaler sig om, hvilke kropstyper der kan bære forskellige slags sommertøj. Alle kroppe kan nemlig bære præcis det tøj, de selv føler for. Regler for tøj til besteme kroppe er noget fis.
Det betyder naturligvis ikke, at du skal iføre dig de korteste shorts for at tvinge bedre selvtillid frem, hvis du ikke har du det godt med dine lår. Du kan eksempelvis finde nogle lidt løsere shorts, der stadig viser dine ben, men som du har det bedre med. Eller ganske simpelt droppe shorts og prøve en kjole.
Tag dine bedste veninder under armen og brug en dag på at shoppe sammen. Tøj opfattes givetvis som overfladisk, og hvad du har på siger intet om dig som menneske, men den følelse du har i dit tøj, kan påvirke dit generelle velvære. Derfor er der intet i vejen med, gerne at ville føle sig godt tilpas i lækkert tøj.
Er dine venner også dine kritikere?
Det ’rigtige’ modebillede dikteres (heldigvis) ikke af andre end dig selv, så tag hellere tøj på, hvor du føler dig tilpas, end hvor du føler dig beklemt – blot for at tilpasse dig andre. Bedre selvtillid kommer nemlig ikke udefra, men findes inde i dig selv.
Dit humør påvirkes af de mennesker, du er sammen med. Kæmper du lidt med selvtilliden her til sommer, bør du måske se nærmere på din omgangskreds. Er du omgivet af mennesker, som ynder at påpege andres (i deres øjne) fejl? Positiv energi smitter, så vælg dine venner med omhu. De skal støtte dig for den du er, ikke dit tøj eller dine lår.
Vi mennesker har det med at projektere vores egen usikkerhed på andre, så ovenstående pointe gælder naturligvis også dig selv. Respekt og positiv energi går begge veje, så sørg for at du også selv omtaler både dig selv, dine venner og folk på gaden i positive vendinger.
Du får det ikke selv bedre af, at tale grimt om andre. Du kan til gengæld få det bedre af, at omgive dig med positive venner, få gode oplevelser og føle dig godt tilpas i det tøj, du har på.
Skal du have fokus på rare oplevelser, der ikke ruinerer dig? Læs om gratis glæder i sommerferien lige HER