Så sig dog noget

Personen som sidder lidt for sig selv i klasselokalet, kender vi vist alle. Den person som ikke indynder sig på andres præmisser, eller råber højst til forsamlingerne. Den tavse der ikke ønsker lærerens søgende øjne. Spørgsmålet er om skolernes undervisningsmiljø har for meget fokus på talenterne og for lidt på de svageste.

Ungdommen har længe været en milepæl i ens liv, hvor ting udforskes og midlertidige valg træffes. Den kan samtidig være præget af den indre kamp mod social angst og den endeløse trang til at føle sig som en del af fællesskabet.

Der er ingen tvivl om, at en funktionel skoleklasse kan bidrage med guldkorn og fremtidspotentiale, men at indløse det kan være en helt anden sag. Der findes de få som virkelig brænder for det, de gode karaktere, og drømmekarrieren som er lige indenfor rækkevidde, og så er der dem som gerne vil, men lider under det store pres.

Det kan skyldes frygten for at folk dømmer en på baggrund af ens væremåde eller person. Af flere årsager kan en usikkerhed krybe op i deres hoveder, hvilket kan forhindre dem i at åbne sig og udfolde de personlighedsmæssige sider, der fortæller om, hvem de i sandheden er.

Undervisningsmiljøet er bekendt ved at fremme de kloge hoveder og give dem al mulighed til at dyrke deres kærlighed til det faglige. Der gives en tryghed og indlevelse med måde, der udvikler dem i den rigtige retning. Samme behandling får eleven, der sidder tam og stum i timerne ikke. Og heller ikke selvom denne person besidder kvaliteterne og evnerne til at begå sig i det virkelige liv efter skolen.

Det har altid været en konkurrence lignende forestilling, når det gælder om vise, det man kan, og vise overfor andre, hvor dygtig man egentlig er. Det er noget, man tager højde for, det er noget lærerne har fået besked på at tage højde for. Derfor kan der ikke være noget mystisk ved, at man opdager en stigende tendens til, at nogle træder frem, og andre falder fra.

Selv på arbejdspladserne ude i erhvervslivet handler det om at være den bedste. Hvorfor ansætte den tavse, uden humør eller liv, når man kan få den udadvendte storkanon med ideerne på plads? 

Måske er der ikke nok fokus på problemet, men det står næppe frem klart og tydeligt. Heller ikke for øjnene af lærerne der ikke skal stå til ansvar. Det handler mere om enkelte individers interne affære, hvorpå en kamp som synes at være umulig at vinde skal vindes. Det gælder om at komme op på hesten igen og forsøge indtil man ikke har mere at give og ikke vente på at nogen kommer op til en, og råber at de skal sige noget mere i timerne.