Af Miriam
Øl, øl og højst sandsynligt flere øl. Det er primært hvad mange har hørt om universiteternes rusture før studiestart. Men hvad handler rusturene egentlig om (udover de dér øl)? Kan man godt tage på rustur som introvert? Og kan du komme igennem den uden at gøre det af med din lever?
Hvad er en rustur?
Rusturen er din introtur på studiet, hvor du kommer til at lære dine medstuderende og dine introvejledere at kende. Typisk tager man ud i en hytte og bruger et par dage eller en hel uge på at hygge, socialisere og feste.
Andet end bare druk?
De fleste har hørt rygter om introture, der går meget vildt for sig, og man kan nemt fristes til at tro, at turens eneste indhold er humle og malt. Men hvis man ikke drikker (eller kun drikker i begrænsede mængder), får man så noget ud af at tage på rustur?
Svaret er, at det gør du helt sikkert. På mange introture gør det sig godt nok gældende, at druk fylder...temmelig meget. Men det er vigtigt at huske, at det er helt okay at sige nej tak. Meget afhænger naturligvis af studiet, men på de fleste studiers rusture vil der også være alternativer til alkohol, såsom sodavand, og i langt de fleste tilfælde vil både de nye studerende og rusvejlederne ligeledes være forstående over for et nej.
På nogle studier er alkohol først tilladt efter et bestemt tidspunkt, eller hård alkohol kan være forbudt, så det er bestemt ikke alle introture, hvor man er fuld midt på eftermiddagen (selvom der da også er en del, der har lyst til det).
Yderligere er der som regel også en masse aktiviteter, der intet har at gøre med druk. Mange introvejledere planlægger aktiviteter til rusturen, som ryster de nye klasser sammen og giver dem mulighed for at lære hinanden at kende. Lege, konkurrencer, boldspil – you name it. Derfor er rusturen en rigtig god måde at komme ind på livet af sine medstuderende - med eller uden beruselse.
Hvad hvis der er aktiviteter, jeg ikke har lyst til at deltage i?
Oplever du, at der er aktiviteter, du ikke har lyst til at tage del i, så træk en rusvejleder til side og snak med ham/hende under fire øjne. Selvom de også selv får nogle sjove dage ud af det, så er rusvejlederne er med for din skyld - og de skal nok tage hensyn til dig og dine behov, hvad end du siger nej til øl eller aktiviteter.
Du er ikke alene
På rusturen er du konstant omgivet af mennesker – og hvis du er et introvert menneske, kan det være overvældende at skulle være social 24/7 og sove i en sovesal med begge køn. Hvis man ikke føler sig på hjemmebane, kan selv den mest udadvendte person føle sig ensom, selvom der er mennesker omkring én konstant – og det er helt okay at have det sådan.
På rusturen er alle i samme båd: Og med dét, mener jeg ikke, at alle sejler på grund af de mange, mange øl. Hvad jeg mener er snarere, at alle dine nye studiekammerater er nye og håber det samme for rusturen som dig: At de får en fed oplevelse og en masse nye venner.
Hvis du er ivrig efter at lære de andre at kende og opleve en masse, så kast dig ud i det og tak ja til et spil ølbowling, en omgang rundbold eller engagér dig i legene, som dine rusvejledere har arrangeret. Er du ikke så vild med at være omringet af så mange mennesker, så kig dig omkring: Der er stensikkert andre, der har det på samme måde som dig, og efter al sandsynlighed kan du sagtens finde en ven, der hellere vil tage et stille og roligt spil kortspil, end en omgang gæt og grimasser foran alle studiekammeraterne.
Hvad skal jeg pakke?
Det vigtigste er, at du pakker en god indstilling med til turen, og at du er åben og positiv – så skal det hele nok gå.
(Dog vil jeg også anbefale at du pakker flydende håndsæbe og toiletpapir – det har man bare ikke lyst til at løbe tør for.)
I langt de fleste tilfælde vil både dine nye medstuderende og dine rusvejledere være søde og respektere et ’nej’ såvel som dine grænser. Så tag med på rusturen og få en fed start på dit nye studie – du vil ikke fortryde det!
Har du endnu ikke valgt et studie? Eller er du stadig i tvivl om, hvorvidt du har valgt rigtigt? Læs: At vælge uddannelse er som at købe sko