Af Anna
Vi bruger omtrent en tredjedel af vores liv på at sove. Det er bare ikke altid, at det virker særlig tillokkende at falde i søvn.
Der er jo både nye afsnit af din yndlingsserie, der skal ses og måske en kæreste, som trænger til en snak eller et kys. Især i stressede perioder, såsom eksamenstiden, begrænser mange unge de timer, som de tilbringer under dynen.
Det er ikke alene potentielt sundhedsskadeligt, men også direkte dumt, at skære ned på nattesøvnen. Det ved de fleste reelt godt, men de færreste ved, præcis hvor mange timers søvn, som deres kroppe egentlig har brug for.
Hvor mange timer skal du sove?
En ny amerikansk undersøgelse, med et hold bestående af 18 forskellige specialister, har udarbejdet en generel liste med søvnbehov for mennesker i forskellige aldre.
Hvor meget søvn du har brug for, afhænger nemlig af en række faktorer, hvor alder er en af de primære.
Hvad du laver til daglig, har også betydning for dit søvnbehov. Har du hårdt fysisk arbejde, eller træner du meget, har din krop måske brug for mere søvn, end hvis du bruger dagen foran et skrivebord.
Børn og teenagere har måske den store lyst, men i den grad et stort behov for søvn. Skolebørn i alderen 6-13 år bør sove 10-11 timer hver nat, og teenagere mellem 14 og 17 år bør bruge 8,5-9,5 timer under dynen hver nat.
Er du en af dem, der mener, at du sagtens kan klare dig med 6-7 timers søvn, så er du måske et særtilfælde, men du kan også have misforstået din krops signaler. Undersøgelsen viser nemlig, at unge mellem 18 og 25 år har brug for hele 7-9 timers søvn, hvilket også gælder voksne mellem 25 og 65 år.
Det kan virke som strenge retningslinjer, der ikke tager hensyn til moderne travle livsstile, men det gør kroppens biologi sådan set heller ikke, og den har brug for søvn for at fungere.
Sådan afhjælper du søvnproblemer
Det kan være farigt ikke at sove nok, konkluderer den nye undersøgelse også.
Får du ikke nok søvn, er du i risikozonen for flere sygdomme. Sover du ikke nok, kan det resultere i en øget risiko for livsstilssygdomme såsom fedme, hjerteproblemer og diabetes, hvilket kan betyde en forkortet levetid.
Har du problemer med at sove, kan det hjælpe at være mere fysisk aktiv, da det udtrætter kroppen på den gode måde. Gå en tur efter aftensmaden, tag en times træning i det lokale træningscenter eller sæt små løbeture fast på programmet et par gange om ugen.
Du kan også prøve at lave et fast søvnskema, hvor du går i seng og står op på omtrent det samme tidspunkt. Det gælder både i weekenden og i hverdagen, hvilket kan virke kedeligt, men have god effekt på søvnen.
Kvaliteten af din søvn, er også vigtig. Dit soveværelse bør være mørkt, køligt og føles behageligt at være i. På den måde kan du begrænse risikoen for at du sover uroligt og vågner om natten, når du nu endeligt har lagt dig til at sove.
De fleste af os ser en god film inden sengetid, men har du søvnproblemer, bør du bestræbe dig på at slukke alle skærme en times tid eller to inden du skal sove, hvis du har svært ved at finde ro.
Læs mere om hvordan dårlig søvn kan give dig dårlige karakterer HER