At være ung
Læseteknikker til studerende

Hvis du lige er startet på universitetet, er du sikkert så småt ved at finde ud af, at det dér med at læse videre ikke kun består af hygge og torsdagsbarer. Virkeligheden rammer dig pludselig som en stak tunge bøger i hovedet: Du skal til at læse igen. Og ikke blot det - du skal til at læse en hel, hel masse.

Det burde ikke være chokerende, at det at “læse videre” rent faktisk betyder, at man skal læse igen. Men hvor gymnasiet også har budt på en del lektier, er læsestoffet på universitetet en lidt anden størrelse. Pludselig skal du læse hundredvis af sider fra dag til dag, og det kan godt være lidt af en udfordring at skulle nå det hele. Heldigvis er der et par forskellige måder, hvorpå du kan læse mere effektivt, så læsningen går lidt hurtigere og ikke kun bliver en sur pligt.

Strategisk læsning

Du behøver ikke læse en tekst fra side 1 til slut. I stedet kan det nemlig være rigtig smart at have en læsestrategi, når du går i gang med en tekst. F. eks. kan du starte med at kigge på det mest væsentligste ting, inden du går i gang.

F. eks. kan du kigge på:

  • Titler (f. eks. på kapitlerne eller på de forskellige afsnit)

  • Figurer

  • Introduktionen

  • Spørgsmål til teksten (der vil tit være spørgsmål i introduktionen)

  • Konklusionen

Hvis du læser eller skimmer disse ting først, kan du læse mere målrettet og dermed gå hjem med de vigtigste pointer fra teksten.

Intervaller og intensiv læsning

Hvis det er vigtig læsning, og du helst skal have det hele med, kan du læse mere intensivt. Her kan det være en god idé også at sætte et ur - f. eks. kan du sætte et ur til en halv time og læse intensivt i al den tid. Når uret ringer, kan du så tage en pause på f. eks. 10-15 minutter og lige rense dit hoved igen. Hvis du læser med intervaller på denne måde, bliver det tit nemmere at koncentrere sig om så meget information - for den næste pause er jo lige rundt om hjørnet.

Skim teksten og skum fløden

En anden læseteknik kan være at skimme teksten først og læse den intensivt senere, så du får en forforståelse for teksten.

En alternativ metode kan være at sætte et ur til 1-2 minutter. Skim eller hurtiglæs siderne indtil uret ringer. Herefter kan du notere, hvilke oplysninger du fik ud af teksten på blot disse få minutter.

Pointer og PowerPoints

Udover læseteknikker, er et andet smart trick at lure din lærers PowerPoints af. Nogle undervisere lægger nemlig deres PowerPoints op inden en forelæsning, og her kan de bedste pointer fra dagens tekst tit være at hente. Det kan give dig et pejlemærke om, hvad det vigtigste i teksten er, så du kan læse mere målrettet og derved spare en del tid på det knap så væsentligste i teksten. Samtidig slipper du for at skrive helt så mange noter, hvis det vigtigste allerede står i din undervisers PowerPoint.

Ude godt, hjemme værst

Hvis du er en af de mange, der har lidt svært ved at læse derhjemme og tit bliver lokket på afveje af Facebook og fjernsynet, kan det være en god idé at tage ud og læse i stedet. Tag på biblioteket, universitetet eller en café, hvor fristelserne er fjerne, og du kan få ro til at koncentrere dig.

Lær at læse

Det virker måske fjollet - for selvfølgelig kan du da læse. Men du kan lære at læse langt hurtigere og mere effektivt ved at tage et kursus i effektiv læsning. Mange fagforeninger og A-kasser tilbyder gratis kurser i læseteknik.

Pige studerer i sengen

Du kan ikke nå det hele

Det vigtigste, alle studerende må lære før eller siden, er ikke dét, der står i bøgerne. Den vigtigste lektion er snarere, at du kan ikke nå at læse hele pensum.

Som studerende er man nødt til at acceptere, at man ikke kan have sin næse begravet i bøgerne hele tiden. Det er okay at tage en pause fra bøgerne engang imellem og også have det sjovt. Så husk at tage et frikvarter - det er jo dér, alt det sjove sker.

Læs også: At vælge uddannelse er som at købe sko

 

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.