At være ung
Reklamationsret – hvad er det?

Du har lige købt den fedeste nye jakke og glæder dig til at bruge den dag ud og dag ind. Men allerede efter et par dages brug er den gal: Din lynlås i jakken går i stykker, og pludselig er jakken ikke meget værd i efterårets kølige temperaturer. Men er det ”bare ærgerligt” at jakken er gået i stykker, nærmest inden du nåede at få den på? Eller kan du godt tillade dig at klage? 

Som ung har man sjældent det store kendskab til reklamationsret, medmindre man selv har stået i butik (eller er jura-studerende). Derfor får du her en kort gennemgang af, hvad du kan bruge reklamationsretten til, når du har købt en vare.
 

Pige sælger ting i en poseHvor længe gælder reklamationsretten?

Hvis din seje læderjakke går i stykker mindre end 2 år efter at du har købt den, kan du klage til butikken, hvor du har købt varen.

Butikken er forpligtet til at hjælpe dig med mangler eller fejl på varen, der var til stede på købstidspunktet, så længe de ikke er selvforskyldte. (Dvs. hvis du i fuldskab har revet din jakke i stykker, får du nok ikke dine penge tilbage…)

Du skal dog ikke vente for længe med at klage over varen: Fejl ved en vare regnes de første 6 måneder efter købet at have været til stede på købstidspunktet – dvs. du kan godt klage over fejlen. Men den samme regel gælder ikke de efterfølgende 18 måneder, og derfor skal du ofte selv bevise her, at fejlen var til stede ved købet og altså er butikkens ”skyld”.

Hvilke fejl dækker reklamationsretten?

En vare kan, ligesom i eksemplet med lynlås-jakken, have skjulte fejl ved købet, som måske først viser sig senere.

En fejl vil typisk have været til stede på købstidspunktet, hvis den ikke skyldes, at du har brugt varen på forkert vis. Det kan være hvis varen har været udsat for forkert brug, skadeforvoldende adfærd,  manglende vedligeholdelse eller almindeligt slid. I så fald vil du altså ikke kunne bruge reklamationsretten.

Reklamationsretten gælder i øvrigt også for alle varer og dele. Der er dog selvfølgelig undtagelser – f. eks. har fødevarer oftest en holdbarhedsdato, så det er rimelig nytteløst at klage over at din Skyr er blevet dårlig, hvis den har ligget i dit køleskab i 2 måneder.
 

Får du pengene tilbage?

Hvis din vare ikke virker, kan du få den repareret eller ombyttet.

Kun hvis der er tale om en ”væsentlig fejl”, kan du få pengene tilbage.

Hvad er forskellen mellem reklamation og garanti?

Reklamationsretten er en rettighed, du har som forbruger. Den er fastsat af loven og sikrer fair handel mellem butikkerne og køberne.

En garanti er et ”supplement”, som sælgeren selv vælger om de vil tilbyde forbrugerne. Du kan altså ikke forvente, at der er en garanti på dine varer, og det er derfor noget, du selv skal bide mærke i, om hvorvidt det følger med købet af produktet. 

Garantien skal stille dig som forbruger bedre end købeloven (som sikrer dig reklamationsretten). Den er altså et supplement til de rettigheder, du lovmæssigt får. Med garanti kan du f. eks. få klagemulighed i mere end 2 år, eller garantien kan dække situationer som reklamationsretten ellers ikke ville.

Det allervigtigste råd

Det allervigtigste, du skal huske som køber, er at gemme dine kvitteringer. Det kan selvfølgelig virke lidt uoverskueligt at skulle gemme alle papirlapper fra Netto, men det er en god idé i hvert fald at gøre det til en vane, at gemme kvitteringer fra shoppingture eller dyre varer. Hvis din splinternye computer går ned hvert tredje minut, eller syningerne i din taske går op efter et par dages brug, skal du da selvfølgelig have dine penge tilbage. Men det er ikke sikkert, du kan få det, hvis ikke du kan dokumentere dine køb. Så husk at gemme dine kvitteringer - en idé til, hvor i alverden du skal gøre af dem, kunne være at du anskaffer dig en mappe til dem eller alternativt scanner dem ind på din computer. 

Hvis du vil lære mere om reklamationsretten og dine rettigheder som forbruger, så læs mere Forbrugerrådet Tænks hjemmeside.

Læs også: Kundekort giver fordele – men ikke til dig

 

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.