At være ung
Roskilde Festival: Det skal du have med

Det er sommer, det er sol, og det er festivalsæson. Og netop i festivalsæsonen kan man ikke komme uden om ‘the orange feeling’: Roskilde Festival.

Billetterne er netop blevet udsolgt, og hvis du har været hurtig ude med betalingskortet, kan du nu ånde lettet op og glæde dig til at nyde festivalen.

Men selvom billetten er i hus, er der stadig et par ting, der skal sørges for. For mit vedkommende bliver det første gang, jeg skal på Roskilde Festivalen, og jeg er lidt rådvild om, hvad i alverden man skal tage med. Selvfølgelig har jeg på fornemmelsen, at det kunne være en idé at medbringe et telt - men hvad med alt det andet?

Hvad skal man tage med at spise, hvis man ikke vil bruge hele sin opsparing på junkfood eller Meyers flæskestegssandwiches? Skal man tage et liggeunderlag med - eller en madras? Og kan det overhovedet betale sig at tage noget af værdi med, hvis tyve og svage sjæle kommer forbi og rapser det hele, når man er ude og lufte sin basarm?

Derfor har jeg rådført mig med en masse garvede Roskilde-deltagere, unge som gamle, og er kommet frem til nedenstående tips.

Sæt hak i glad smiley
 De obligatoriske

Must-have’s til Roskilde Festival er klart telt og pavillion (hvilket I eventuelt kan splejse om i jeres camp). Du bliver også meget glad for at have stole med (indtil de bliver stjålet, i hvert fald), som du kan slappe af i solskinnet med. 

Solskin eller ej bliver det dog nok ret så køligt om natten - så du skal også have en sovepose med. Og, selvom det kan være smukt at “get in touch with nature”, så er det nok en meget fin idé at tage et liggeunderlag med, så du ikke ligger direkte på jorden. Jeg har fået anbefalet liggeunderlaget fremfor en madras, da sidstnævnte ikke skulle være særlig spændende at ligge på, hvis luften går ud af den.

De festlige

Mindst én i jeres camp bør klart tage et anlæg med, så I kan hygge med musik og ølbowling og komme i festivalstemning.

Øllene skal der selvfølgelig også sørges for. Er du ikke så meget til lunkne øl til dit ølbowling, kan du også købe kolde øl på festivalen - men de kommer til en pris (og den er ikke billig).

De fleste unge lever dog på et skrabet budget af deres resterende SU-penge og tager derfor øl med hjemmefra (eller rettere sagt den tyske grænse). Skal man skylle mange lunkne danske pilsnere ned, kan det derfor være en idé at medbringe en ølbong - så glider de lidt hurtigere. 

Tager du øl med hjemmefra, kan du yderligere transportere dem på praktisk vis og uden at få rygskader med en sækkevogn. 

For at bidrage til festlighederne, er det også en god idé at tage en bold med (ellers bliver ølbowling knap så spændende), spillekort eller andre spil.
 

De næringsindholdige (næsten da)

Hvis du ikke vil bruge førnævnte skrabede mængde af SU-penge på mad, kan det være godt at tage noget mad med. Her er de forslag, jeg har fået af de garvede Roskilde-gængere indtil videre: 

-       Dåsemad (dåser med noget så velduftende som tun og makrel er lidt af en klassiker)

-       Knækbrød og kiks

-       Vand uden alkohol (det er meget rart til en afveksling...)

-       Sandwiches, rugbrød, boller, etc.

-       Chips og slik, hvis du har opgivet alt håb om begrebet ‘sundhed’ på Roskilde

-       Frugt, hvis du stadig har et håb om at vågne op med andet en tømmermænd og overvægt (eller bare trænger til noget, der smager lidt mere friskt)

-       Og selvfølgelig: Øl, øl og atter øl (og andet alkohol

De praktiske

Andre praktiske ting, du kan tage med, kunne være en Powerbank (medmindre du tager en gammel Nokia med, hvis batteri lever længere end du selv gør); ørepropper (hvis du ligger lige op af nabo-campen, der spiller house musik natten lang; desinficerinsmiddel til de yderst lækre toiletbesøg; og en lås til teltet (en skam man ikke kan låse sine havestole fast).

Har du en smule samvittighed og ikke lyst til at vågne op i et ragnarok af madrester og makreldåser, bør du også tage en rulle skraldeposer med og evt. noget køkkenrulle.

Husk også at tage ting med, der skærmer dig mod vejret. Forhåbentlig bliver det skønt vejr, og så skal du selvfølgelig huske hat og briller - og solcremen, medmindre du vil ligne en stegt reje. Hvis vejrguderne ikke er med os, må du dog hellere til at pakke gummistøvlerne og paraplyen.

Endelig kan det selvfølgelig være lidt af et smart move at tage en øloplukker med - medmindre du vil bruge den sidste slat af din SU på en tandlægeregning, fordi du blev nødt til at åbne alle dine øl med tænderne.

Det var alle mine tips for nu - jeg har sikkert mange flere, efter jeg har været på festivalen, hvor de jo er ganske ubruelige. Men bedre sent end aldrig, siger man jo.

God fornøjelse på festivalen!

Og nå ja - husk da for Guds skyld din Roskilde billet.

 

 

 

 

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.