At være ung
Tricks til at falde i søvn

Alle har ind imellem problemer med at falde i søvn, så her giver vi jer en række gode råd til, hvordan man hurtigere kan falde i søvn. Husk dem til næste gang, du ligger til langt ud på natten og vender og drejer dig, og vil give alt for bare en halv time på øjet.

pige på luftmadrasAfspænding

Når du gerne vil falde i søvn kan det være en stor hjælp med afspændingsmusik. Personligt har jeg endnu bedre erfaring med at høre mentaltræning, da der ud over den beroligende musik er en stemme, som fortæller dig, hvad du skal tænke på. Den største dødssynd når man vil falde hurtigt i søvn, er at lade tankerne vandre, og derfor skal du fastholdes i at fokusere på noget så simpelt som dit åndedræt, at slappe af i fødderne eller lignende. Mentaltræning og afspændingsøvelser kan downloades gratis og den eneste ulempe ved dette er, hvordan du rent lavpraktisk vil afvikle det, med en sovende kæreste ved siden af.

Fald i søvn med den gode gamle metode

Det er ikke for sjov at det er det ældste trick i bogen til at falde i søvn, at man skal tælle får, for det virker faktisk! Når du skal tælle får, er alt du skal gøre, at koncentrere dig om, at forestille dig, hvordan får ét for ét kommer løbende og springer over et lille hegn.

Fårene kan både have forskellige størrelser og former og der er ikke noget der egentligt er forkert i teknikken omkring at tælle får. Hvis dine tanker begynder at vandre, så tillad dig selv at tænke tanken og vend tilbage til det nummer du er nået til.

Jeg prøver altid at falde i søvn ”af mig selv”. Lige når jeg lægger mig går der altid gerne 5-10 minutter hvor jeg ligger og tænker på dagen og hvad der skal ske i fremtiden, men hvis jeg efter en halv time endnu ikke er døset hen, kan jeg godt finde på at tælle får.

Jeg sørger for, at fårene løber langsomt og koncentrerer mig stærkt om deres udseende. På den måde forsvinder alle tanker og bekymringer og man falder hurtigt hen. Jeg er endnu ikke nået til 10 får i træk.

Du kan alligevel ikke gøre noget ved det nu

Hvis du bliver ved med at ligge og tænke på noget, som virkelig bekymrer dig, eller som du skal den følgende dag, så sørg for at sige til dig selv, at du alligevel ikke kan gøre noget ved det nu. Hvis du virkelig glæder dig, så er det egentlig kun en god idé at falde hurtigt i søvn, og hvis du frygter det, er det især ekstra godt at være veludhvilet. 

Hav en blok ved siden af sengen

Når tankerne vandrer, kan man ind imellem komme i tanke om noget, som man virkelig SKAL huske, og så kan det være svært at falde i søvn, fordi man ligger og prøver at minde sig selv om det. Hav derfor en blok ved siden af sengen eller brug din mobil til at sætte en alarm eller til at oprette en note, så du kan få tømt hovedet for tanker, når du skal sove, og kommer i tanke om noget vigtigt.

Læs også: Får du vand nok? Og se om du får vand nok i vinteren.

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.