At være ung
TUBA - til unge med forældre, der drikker

Hvis ens forældre drikker mere end de burde, så kan man godt have brug for at snakke med nogen. TUBAs rådgivning står klar, hvis du har lyst til at snakke.  

 

Hvad er TUBA?

TUBA er en landsdækkende rådgivning og terapiordning for unge, der er børn af alkoholmisbrugere. TUBA henvender sig til unge i alderen 14-35 år, og de tilbyder gratis hjælp til alle, der henvender sig. Alle ansatte og frivillige hos TUBA har tavshedspligt, og de er der for at hjælpe dig.

TUBA har afdelinger over hele landet, og der tilbydes her både individuel - og gruppeterapi samt diverse aftenarrangementer. Herudover så tilbyder de Skype terapi, et Ung-til-Ung forum, en brevkasse og en anonym chatfunktion. Der er altså både hjælp at hente ansigt-til-ansigt, men også online.

Mor og far drikker - hvordan får jeg hjælp?

Individuel terapi

Et individuelt forløb består af ca. 15 samtaler med en psykolog/psykoterapeut, hvor alt det du har brug for at snakke om, kan tages op. Forløbet vil blive tilrettelagt, så det passer med dine behov, og da det er vigtigt, at du føler dig tilpas med din terapeut, så vil der løbende blive bedt om feedback.  

Gruppeterapi

Gruppeterapi forgår som et møde med otte andre på din egen alder og to terapeuter. Møderne vil foregå hver anden uge og tager ca. 2-3 timer pr. gang. Du vil møde andre med lignende tanker, følelser og oplevelser, og genkendelsen i dette kan være en stor hjælp til at få det bedre.

Gruppemøderne foregår i en cirkel, og man vil på tur skulle fortælle lidt om, hvordan man har det, og hvad der er sket sidsen sidst. Denne terapiform kan også hjælpe dig til at tale åbent og håndtere konflikter gennem dialog med de andre gruppemedlemmer.

Skype terapi

Skype terapi er kun for unge mellem 18-35 år, som ikke allerede står på venteliste til et andet TUBA tilbud. Det er et krav, at man har adgang til en PC eller tablet, hvorpå Skype er installeret. Skype terapi er et nyt initiativ (2014), hvor man forsøger at få ud til flere unge, fx de som geografisk er afskåret fra at møde op i afdelingerne.

Chat

Ligesom de andre rådgivningsformer, så er chatten helt anonym og gratis. TUBAs rådgivere sidder klar i chatten mandag, onsdag og torsdag fra klokken 18-21. Her har du mulighed for at skrive, om alt det du lige har på hjertet. Der er både mulighed for personlig chat med en rådgiver, men også en gruppechat med andre unge.

Brevkasse

Man kan skrive til TUBAs brevkasse døgnet rundt, og rådgiverne svarer hurtigst muligt indenfor 14 dage. Også dette er helt anonymt, og du kan selv vælge, om dit spørgsmål skal offentliggøres på siden. Du kan spørge om alt i brevkassen; alle spørgsmål er velkomne.

Ung-til-Ung

Tanken bag Ung-til-ung forummet er, at du kan dele dine tanker og følelser med andre unge, som går rundt med lignende erfaringer. Det er et anonymt forum, hvor der ikke udveksles personlige oplysninger og navne, og der holdes altid en sober tone. 

Man kan godt have brug for at snakke også selv om, man ikke har forældre, der drikker. Kender du til Headspace? De hjælper alle unge, der har brug for at snakke. 

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.