Af Miriam
Vores generation bliver kaldt for Generation Præstation.
Vi skal være de bedste på studiet, på arbejdet, i fritiden og i det sociale liv med vennerne. Vi skal være flittige, dygtige og fremfor alt perfekte.
Et mål, der naturligvis er helt urealistisk. Og det ved vi jo egentlig godt – men alligevel halser vi efter det perfekte, med mere iver end en Golden Retriever jager en frisbee.
Selv når vi ikke skal præstere og burde kunne holde en velfortjent pause for al den flid, gør vi det ikke – i stedet er vi, på en anden måde, ”på”: For vi har jo de sociale medier, som vi også skal opdatere, og hvor vi også skal fremstille vores perfekte liv med verden til skue.
Men er der egentlig ikke også noget lidt tiltrækkende over det ”uperfekte”?
Det er charmerende med lidt kant
Et eksempel kunne være, når man skal på date med en sød fyr eller pige. Her vil man naturligvis gerne vise sig fra sin bedste side – og det er jo klart, at det er lidt nemmere at få nogen på krogen, hvis man fremstår charmerende. Men omvendt synes jeg, at der er også er noget charmerende over, hvis en date ikke er bange for at vise, at de har lidt kant og godt tør være dem selv.
Er det f. eks. ikke lidt mere charmerende at være på date med én, der godt tør bestille noget mad, der griser – uden at få et nervøst sammenbrud over, at man måske får lidt sovs i ansigtet? Er det ikke forfriskende, at være på date med nogen, der ved hvad de vil have – og bestiller dét, fremfor en Cæsar salat, som de så kan spise på behersket og perfekt vis med sølvbestikket?
Jeg synes i hvert fald, at det er charmerende, når folk tør vise deres mere uperfekte sider.
Et andet sted, hvor man tit ser at folk er bange for at vise, at de ikke er ”helt vildt cool hele tiden”, er til fester. Det er jo en gammel klassiker, at mange fyre tør ikke gå på dansegulvet, fordi de er bange for, at de ikke danser godt nok.
Og pigerne skal selvfølgelig også præstere på Snapchat med videoer, der viser at de havde aftenens bedste bytur. Og når et diskotek lægger billederne op fra fredag aftens fest, ser man også, at alle pigerne har travlt med at lave det perfekte ”kigger-ned-i-min-drink-i-stedet-for-på-fotografen”-pose. Måske tager jeg fejl, men hvis det var mig, der skulle kigge ned i min drink hele aftenen, i forventning om at fotografen kunne komme forbi når som helst, ville jeg aldrig have tid til rent faktisk at nyde min aften.
Og det er en skam, for vi er jo ikke unge for evigt – og det er forbandet ærgerligt, at have brugt hele sin ungdom på at præstere og præsentere et perfekt billede af sig selv… i stedet for at slappe lidt af engang imellem og dyrke det uperfekte lidt.
Når man dyrker det uperfekte
For det er da herligt, når man sammen med vennerne eller kæresten tør skråle med, når ens yndlingssang er i radioen, uanset om man kan teksten – eller kan synge. Selvom hver eneste tone er fløjtende forkert, er det stadig sjovere at høre på, end én der bare gerne vil præstere perfekt og vise frem, hvor perfekt vedkommende synger.
Og det er da smukt, når ens venner tør danse helt uhæmmet og kikset til deres yndlingssang på dansegulvet – i stedet for at danse på ”den helt rigtige måde” til de ”helt rigtige sange”.
Og det er da forfriskende at tage til en tema-fest, hvor gæsterne rent faktisk tør klæde sig ud.
Der er da ikke meget over en Halloween-fest, hvor man klæder sig ud som en sexet sygeplejerske - det eneste, der er uhyggeligt ved sådan et kostume, er manglen på modet til at gøre noget originalt.
Jeg siger bestemt ikke, at jeg selv er perfekt til at være uperfekt.
Men det er vigtigt for alle os, der føler os bare det mindste ramt af ”Generation Præstation”-betegnelsen, at vi lærer, at det er okay at lave fejl.
For helt ærligt – er det ikke bedre at turde lave fejl i ny og næ, end at præstere til man segner?
Læs også: Gå ikke glip af at sige nej
