Af Redaktør
Senest 5 dage efter, at du er flyttet hjemmefra, skal du have ændret din adresse hos folkeregistret og Post Danmark. Hvordan gør jeg det? Hvad betyder c/o-adresse? Kan jeg beholde min gamle læge, selvom jeg flytter? Få svar på alle disse spørgsmål og flere til her!
Send en flyttemeddelelse til folkeregistret
Senest 5 dage efter, at du er flyttet hjemmefra, skal du melde din adresseændring til folkeregistret. Du kan dog senest melde din flytning 4 uger forinden. Hvis du glemmer at melde din flytning, risikerer du at få en bøde – og du får i øvrigt heller ingen post. Så husk det nu!
Hvordan anmelder jeg min flytning?
Det foregår alt sammen digitalt – så det er faktisk såre simpelt. Følg blot nedenstående links:
Anmeld flytning her.
Anmeld ændring i postadresse her.
Jeg flytter ind hos en ven. Hvad gør jeg så?
Du skal blot følge ovenstående links og gøre præcis det samme, som hvis du flyttede ind i din egen lejlighed. Der er dog en vigtig faktor at være opmærksom på. Kommer dit navn til at stå på døren/postkassen? Hvis ikke, skal du angive vennens/udlejerens navn i feltet c/o-adresse (c/o står for ”care of”).
Andre ting at være opmærksom på
- Hvis du er studerende, skal du også melde din flytning til SU-kontoret og din uddannelsesinstitution.
- Hvis du flytter hjemmefra for første gang, skal du også huske at tilmelde dig medielicens, da dette er lovpligtigt. Glemt al snak om at droppe medielicens – det kommer til at bide dig i halen senere hen.
- Hvis du flytter til en anden by, skal du også vælge dig en ny læge. Hvis du er glad for din læge og derfor ønsker at beholde ham/hende, men flytter mere end 15 km væk fra klinikken, skal du have en accept fra din læge.
- Elmåleren skal aflæses ved indflytning, og elselskabet skal have besked om, hvad den står på. Det samme gælder, hvis du fraflytter en anden bolig.
- Du skal få tegnet dig en indbo- og ulykkesforsikring, hvis ikke du allerede har det.
Vi håber, at ovenstående har besvaret nogle af dine spørgsmål. Hvis du stadig er i tvivl om noget, er du mere end velkommen til at skrive en kommentar herunder.