Sundhed
Sund mad på budget

God mad på SUNår man skal til at flytte hjemmefra, og måske begynder at studere, bliver budgettet pludselig lidt (eller meget) strammere, end man har været vant til. Det kan jeg i hvert fald skrive under på!

For mange betyder det desværre, at madposten bliver nedprioriteret, og det er synd og skam. Hvem regner med at kunne klare sig igennem en travl hverdag og et krævende studie/arbejde på pasta med ketchup? Det holder bare ikke.

Vi har brug for vitaminer, mineraler, fedtsyrer, mad, der kan holde kroppen og ikke mindst hjernen kørende. Og det kan være et regnestykke at få pengene til at række til det hele, men jeg vil her give jer nogle tips til, hvordan I kan spise sund, nærende mad på et stramt budget.

  • Gå på tilbudsjagt og brug din fryser. Læs tilbudsaviserne og hold øje i butikkerne. Ofte kan man få kød i store pakker til lave priser. Man kan også være heldig at finde tilbud, fordi tingene udløber inden for en dag eller to. Frys kødet ned i passende størrelser, så du har til mange dages mad.
  • Lav ekstra aftensmad, så du har til frokost næste dag. En af de dyre poster kan være kantinemad, hvis man ikke lige får lavet en madpakke om morgenen. Hvis du laver nok mad om aftenen, er det nemt at tage resterne med i skole/på arbejde næste dag.
  • Brug bønner og linser i maden. Det er gode proteinkilder, og så er de meget billigere end kød. Prøv for eksempel en chili con carne med masser af kidneybønner, en kødsovs med pintobønner eller en salat med hestebønner eller kikærter.
  • Spis en god, solid morgenmad, der holder dig mæt langt op ad dagen. Mine personlige favoritter er en omelet af to æg, lidt kød, ost og spinat. Og ja, det lyder forholdsvist dyrt, men en proteinrig morgenmad mætter godt og holder faktisk sulten for døren resten af dagen. Ellers elsker jeg havregrød. Prøv med grovvalsede havregryn og vand i forholdet 1:2. Tilsæt lidt salt til vandet efter personlig smag. Hvis man ikke bryder sig om havregrød, som den er, er et godt tip at tilføje nogle mandler, som giver lidt knas. Som et alternativ til sukker, kan du tilsætte en håndfund rosiner eller en banan i skiver.
  • Vælg de rigtige kulhydrater. Altid rugbrød frem for hvidt brød. 
  • Kartofler er desuden en overset fødevare. Det er den fødevare, der har højst mætningsværdi i forhold til indholdet af kalorier, så spis endelig kartofler til, hvis du gerne vil have nogle kulhydrater. Vil du have pasta eller ris, så gå altid efter fuldkornspasta eller brune ris, evt. perlespelt, som er super lækkert.
  • Gå efter fisk, der er mindre kendt. For eksempel pangasius (fås i fileter), som er rigtig lækkert og oftest billigere end bl.a. laks. Ellers kan man igen være heldig at finde storpakker på tilbud.
  • Sig nej til færdigretter og fastfood. I det lange løb bliver det en dyr fornøjelse at spise færdiglavet mad frem for at lave mad selv. Desuden ved du også præcis, hvad der er i maden, når du selv laver den.
  • Lav maddage med dine venner/veninder. Det er billigere at kokkerere til mange end til bare en enkelt person. Aftal en ugentlig dag, hvor en af jer laver middag til alle. I kan evt. konkurrere om, hvem der kan lave det billigste måltid.

Har du selv nogle tips, der er værd at dele? Smid dem gerne i en kommentar herunder!

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.