Flytte hjemmefra
Prøverummet flytter hjem til dig

Nu flytter prøverummet hjem i din stue

Fredag den 13. er i mange kulturer forbundet med uheld, men sådan er det ikke for dig som forbruger, når det gælder køb på nettet. Fra fredag den 13. juni 2014 gælder en ny EU-aftale vedrørende regler for nethandel og fjernkøb. De nye regler beskytter på mange områder dig som forbruger i langt højere grad, men der er også nye krav til dig.

Det hele handler om øget oplysningspligt, fortrydelsesret og håndteringen af returvarer.

Her kan du se de væsentligste ændringer, der vedrører dine handler på nettet. 

Regler for nethandel

Du har nu fået en række bedre rettigheder:

1. EU

Reglerne for nethandel og fjernkøb er nu harmoniseret, så disse regler gælder for dine køb i alle EU-lande.

2. Udvidet oplysningspligt

Inden at en vare købes på nettet, skal virksomheder, der sælger varen, oplyse telefonnummer, e-mailadresse og fysisk adresse på det faste forretningssted. Du må med andre ord ikke være i tvivl om, hvem du handler med. 

De vigtigste egenskaber for varen skal fremgå, og du må ikke være i tvivl om varens samlede pris. Det gælder både varer og abonnementer. 

regler for nethandel vises3. Fortrydelsesret

Før dit køb, skal du oplyses om fortrydelsesretten, som gælder i minimum 14 dage. Fortrydelsesretten starter i det øjeblik, at du har varen i din besidelse.

Nu må du prøve varen fysisk, inklusiv løbe en tur i dine løbesko, men pas på, så snart du løber en tur i løbeskoene, så falder værdien på løbeskoene.

Når du returnerer løbeskoene, må virksomheden der har solgt dig løbeskoene, fratrække en rimelig værdi, som afspejler den værdi, som løbeskoene reelt har tabt. Det vil sige, at du kommer til at betale for at løbeskoene skal sælges til en lavere pris til en anden kunde. Det er det, som bliver kaldt for: værdiforringelse.

4. Returvarer

Du har op til 14 dage til at fortryde købet. Meddeler du efter 13 dage til virksomheden, som har solgt dig varen, at du har fortrudt købet, har du derefter nye 14 dage til at få sendt varen retur. 

En returvare behøver ikke længere at blive sendt i originalemballage, men pas på, for originalemballage er ofte den bedste, og som noget nyt hæfter du for varens tilstand, til varen er hos den sælgende virksomhed ingen. Mere om det lidt senere i denne artikel. 

Virksomheden har op til 14 dage til at betale pengene retur til dig.

Ikke alle varer er inkluderet i 14-dages returret. Har du fået lavet en vare, efter dine specifikationer eksempelvis i specialmål, mister du retten til returret. Et andet eksempel kan være at det sundhedsmæssigt ikke er forsvarligt at sende varen retur til virksomheden.

5. Opsigelsesvarsel på abonnementer

Et opsigelsesvarsel er nu begrænset til maksimum løbende måned plus 1 måned. Denne regel kan have stor betydning for eksempelvis dit fitness abonnement, hvis du ønsker at holde en pause eller helt stoppe i et bestemt fitnesscenter.

Nye krav til dig

1. Leveringsomkostninger

Hvis du ønsker en anden returneringsform, som er dyrere end, hvad virksomheden ellers bruger, er det dig, som forbruger, der skal betale.

2. Ansvar for varen

Bliver varen du returnerer væk eller beskadiget, er det nu dit ansvar. Derfor kan det anbefales at returnere varer som rekommenderet post. Værdien for din vare har dog betydning for, om du kan returnere din vare som rekommenderet post, eller om du skal sende din vare som værdipost. Spørg på dit lokale posthus for yderligere information eller søg via postdanmark.dk.

E-mærket

Som kilde til denne artikel er E-mærkets website blevet brugt. Har du brug for mere information informerer E-mærket dig om, hvilke rettigheder og forpligtigelser du har, når du laver fjernkøb. Et fjernkøb er blandt andet handel via nettet, postordre og køb via telefonen.

E-mærket har også en facebook side, hvor de giver ny og nyttig information.

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.