Sundhed
Vitaminer og mineraler - De vigtigste til en sund hverdag

Der findes utallige kosttilskud, vitaminer, mineraler og multitabs på markedet. Det betyder, at der er meget at finde hoved og hale i, for hvilke er de vigtige? Svaret er både simpelt og kompliceret, for alle vitaminer og mineraler er vigtige for os. Det er derfor, at vi gang på gang blive rådet til at spise en varieret kost, med masser af gode, friske råvarer. Desværre er det oftest ikke nok at spise varieret, for at dække sit behov.

Vigtigheden af vitaminer og mineraler har jeg skrevet om i min artikel ”Kan kosttilskud betale sig?”. I denne artikel vil jeg derimod fortælle lidt om de allervigtigste kosttilskud, du højst sandsynligt bør tage.

D3-vitamin - Solskinsvitaminet

I Danmark, og hele norden, er D-vitamin et enormt vigtigt vitamin og det er nærmest umuligt at få nok gennem kosten. Faktisk er solen vores største kilde til D-vitamin. Desværre bor vi så nordligt, at solen kun er kraftig nok til, at vi kan producere D-vitamin fra dens stråler i sommerhalvåret. Det vil sige, at vi har et problem hele vinterhalvåret. Uden D-vitamin kan vi ikke optage og lagre calcium i knoglerne, derfor er det ekstremt vigtigt at tage et tilskud, især i vinterperioden.

Calcium – Knogle-mineralet

Calcium udgør størstedelen af vores knogler og tænder, og hvis vi vil undgå at få knogleskørhed mm., er det vigtigt, at man får nok calcium, og måske endnu vigtigere D-vitamin, indenbords. Vores krops-pH skal helst ligge på lige omkring 7 i værdi. Når vi spiser madvarer, som har en sur pH (f.eks. coca cola, slik, sukker og fastfood), ”trækker” kroppen calcium ud af knoglerne, for at holde pH-værdien stabil. Derfor hvis du har en usund kost, er det endnu vigtigere, at du får et ekstra kosttilskud.

K2-vitamin - Koagulationsvitaminet

K2-vitamin er et overset vitamin, som er rigtig vigtigt for os. Vi danner det selv i tarmen, hvor 100% bliver optaget. Desværre har man fundet ud af, at vi ikke producerer så meget, som vi hidtil har troet. K2-vitamin er vigtigt for, at vi kan binde calcium i knoglerne, og er derfor påvist at sænke risikoen for knoglebrud og –tab. Især sammen med D3-vitamin og calcium. Desuden er K2-vitamin nødvendigt for blodets koagulationsevne, altså blodets evne til at størkne, hvis vi får et sår, som det bløder fra. Er vores koagulationsevne dårlig, ville vi hurtigere forbløde.

Jern – Trætheds-mineralet

Dette mineral er mange piger i underskud af pga. den månedlige menstruation. Har man ikke høje nok værdier af jern i kroppen, kan man føle sig træt og uoplagt, og have svært ved at koncentrere sig. Andre symptomer kan være hyppig hovedpine og hudproblemer. Så hvis du har nogle af overstående symptomer, kan et tilskud af jern måske hjælpe dig.

C-vitamin – Antiforkølelses-vitaminet

C-vitamin er lidt af et vidunder-vitamin, for man skal indtage store mængder, før man får bivirkninger af det. C-vitamin virker som en antioxidant i kroppen, og det kan derfor være med til at holde forkølelse for døren, og desuden hjælpe til, at man hurtigere bliver rask, hvis man alligevel skulle være blevet syg.

Essentielle fedtstoffer

Det er enormt vigtigt, at vi får nok fedt, især de essentielle fedtstoffer, som vi skal have tilført gennem kosten. Det optimale er selvfølgelig at få dem gennem masser af det gode fedt i kosten, bl.a. fra avocado, kokosolie, olivenolie, fed fisk, nødder og kerner.

Er det alligevel svært for dig at få nok af det sunde fedt, kan du tage olie som et tilskud. Enten nogle kapsler fiskeolie af god kvalitet, eller du kan bruge drikkeolie. Gå efter god kvalitetsolie, som du enten kan drikke rene, hvis du er hardcore, eller blande op med lidt Aroniasaft eller et lille glas appelsinjuice.

Magnesium - Livsstilsmineralet

Vores magnesium-niveau afhænger i stor grad af vores livsstil. Stivelse og stress er de store syndere, der i høj grad trækker på vores magnesium-depoter. Desuden har alkohol, kaffe og p-piller en negativ indflydelse. Det er rigtig skidt, for magnesium er et meget centralt mineral, som har stor indflydelse på vores hormonsystem, nervesystem og immunsystem. Magnesium modvirker også muskelsvaghed og træthed. Det forbedrer desuden insulins virkning i kroppen, og så er det vigtigt i forhold til vores calcium-depoter.

Vitaminer bør generelt tages om morgenen, hvorimod mineralerne bør tages om aftenen, da de bedst bliver optaget her.

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.