Sundhed
Sundere madlavning - 4 nemme udskiftninger, uden at gå på kompromis

Sundhedsbølgen er over os, og det er trendy at leve sundt i dag. Jo sundere, jo bedre. Heldigvis er der masser af fordele ved at overgive sig til den sunde livsstil...men nogle gange er det alligevel bare ikke det, der lokker allermest.

Det er bare ikke hele tiden, at den der sunde klidkage smager ligeså godt som kanelsneglen nede fra bageren! Og hvad gør man så? For kan det virkelig være rigtigt, at man skal gå på kompromis med smag og oplevelse, fordi man gerne vil leve sundere?

NEJ, hvis du spørger mig. I rigtig mange tilfælde kan du sagtens lave et byt til noget sundere, og stadig føle, at du forkæler dig selv. Sundt behøver nemlig ikke at være synonym med kedeligt!

Blomkål og squash, der snyder øjet 

Er du en flittig bruger af ris og pasta i dit køkken, bør du måske overveje engang imellem at skifte det ud med noget andet. De raffinerede kulhydrater (lys pasta og hvide ris) er nemlig en nem måde at få masser af kalorier indenbords, uden at give kroppen særlig meget, den egentlig kan bruge til noget.

Et godt alternativ til almindelig pasta er grøntsagspasta. Du kan bruge alle slags rodfrugter, gulerødder, peberfrugt, stilken af broccoli og blomkål, og min personlige favorit: squash. Det hele snittes fint, eller skæres med et juliennejern, til lange, pastalignende strimler. Squash og gulerødder kan sagtens spises rå, men de også kan steges på panden, sammen med de hårdere rodfrugter.

Laver du en ret, hvor der hører ris til, kan du vælge at erstatte det med blomkål. Det smager fantastisk, og jeg garanterer, at ikke engang de kræsne vil opdage forskellen. Riv blomkålet på et rivejern, og varm det op på en pande med lidt olivenolie, salt og peber. Det er hurtigere end at koge ris!

Brug mandelmel i stedet for hvedemel

Hvedemel er en af de store syndere, for det er blot en masse tomme kalorier, uden nogen særlig form for næring. Men hvis du spørger de fleste, vil de sige, at mormors opskrift på drømmekage, eller de gode boller altså ikke er helt det samme med rugmel.

Også her kan du ”snyde” dig til en sundere udgave, for mandelmel er et lækkert alternativ til et hvide, forarbejdede mel. Der er masser af sunde fedtstoffer i mandelmel, og det er nemt selv at lave. Desuden er der ingen gluten i dejen, og det glykæmiske index er meget lavt.

Mandelmelet egner sig nok bedst til kager og tærtedej, men det kan altså også bruges i brød. Brug loppefrøskaller eller HUSK, så dejen får mere substans.

Vælg din sødme med omhu

Det er standard at bruge hvidt sukker i det meste bagværk og madlavning, men der findes altså flere gode alternativer til det raffinerede sukker. En hurtig erstatning er kokossukker. Kalorieindholdet er nogenlunde det samme, men til gengæld har det et lavere glykæmisk index. Jo lavere glykæmisk index, jo mindre påvirker det vores blodsukker.

En anden, og endnu sundere måde at tilføre sødme på, er ved at bruge frugt i din bagning. Dadler, abrikoser, bananer etc. er gode alternativer til rent sukker.

Jeg er bestemt tilhænger af kunstige sødemidler, og derfor vil jeg fraråde, at du bruger produkter som aspartam og birkesød. Stevia kan måske være et godt alternativ til disse, men jeg er klart fortaler for at benytte de naturlige alternativer.

Morgenmad uden sukker

Morgenmaden er et vigtigt måltid for mange, men det er forskelligt, hvad menuen står på. Et populært måltid er yoghurt og müsli, men hvad mange ikke ved er, at det simpelthen er en bombe af sukker og hurtig energi.

I stedet for at købe müsli, så lav den selv. Det er super nemt, og du ved præcis, hvad der er i. Bland havregryn, alverdens nødder og kerner, og bland det hele på panden med en god honning.

Frugtyoghurt, som enten indeholder masser af sukker eller sødemiddel, kan du bytte ud med en A38, eller endnu bedre: Skyr. Skyr er proteinholdigt, og indeholder intet sukker. Med hjemmelavet müsli og frisk frugt, får du en god start på dagen.

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.