Danglish - pletvis engelsk

I sjette klasse og før det havde mine jævnaldrende ikke kunnet snakke tilforladeligt engelsk, om man så havde slået dem eller truet dem på livet for at få dem til det. At forvente flydende engelsk af børn i tolvårsalderen er som sådan heller ikke noget rimeligt krav, men med årene er de kommet efter det. Selve sproget er ikke blevet meget mere end tilforladeligt, men til gengæld har brugen af det taget blodig overhånd.

Her taler jeg selvfølgelig ikke om ord som hotdog og computer. Det er gode ord, der med den rette trykfordeling finder sig til rette og passer ind, og hvis en hotdog ikke længere skulle hedde en hotdog og en computer ikke en computer, skulle vi til at sidde og svede for at komme på ord, der lød danske nok, men uden at lyde mærkelige. Hurra for låneord.

Nogle gange bliver et citat bare til et quote eller en tomme til en inch, når en dansker åbner munden, selvom vedkommende slet ikke er ude på at snakke engelsk. Så løfter man et øjenbryn og undrer sig over, hvorfor et dansk ord, der faktisk dækker meget godt, ikke er tilstrækkeligt.

Uden at pege fingre er det nok unge piger, der er de værste. Lige nu er der tusindvis af danske teenagepiger, der ligger  blødende og sammenkrøllede på deres værelser og craver noget lækkert til lyden af noget langhåret musik om at wanna og gonna be on top of the world og en masse andet urealistisk. Blodet fosser ud, men det stopper for en stund i modsætning til de engelske ord, der konstant smyger sig ind ad de smalle øregange, sætter sig i deres hjerner som en dræbende cancer og får dem til at skrive delvist danske blogindlæg med engelske titler.

Selvfølgelig er det ikke til at vide, om det virkelig er musikken, der har slået sproget ud af kurs, men det er enten det, The Julekander, der apropos var ret populær omkring min sjetteklassestid, eller at man pludselig smertefrit kunne finde teksten til en sang ved at google navnet på den efterfulgt af lyrics.