At være ung
Hvad gør du, når ulykken er ude?

Hvordan kan du forebygge en trafikulykke?

Hvis du er ude i trafikken hver dag, hvad end det er på cykel, knallert eller bil, er der stor sandsynlighed for at du, på et eller andet tidspunkt, vil blive involveret i et færdselsuheld på den ene eller anden måde. Det er en skræmmende tanke, men ikke én, de fleste unge tænker på i hverdagen – mig selv inkluderet. 

Når man er ung, kan man tit have en følelse af at være lidt ’udødelig’. For der er lang tid til man bliver gammel og grå, ens venner er levende og fulde af energi, og sygdomme som slidgigt ligger langt ude i fremtiden, hvis der da ikke er fundet en behandling inden da. Men i trafikken er vi knap så udødelige – ulykkerne er ikke aldersbetingede, og det kan lige så godt være en gammel dame, som bliver ramt af en bil, som det kan være dig, der kører hurtigt af sted med musik i ørerne, ingen cykelhjelm og tankerne et helt andet sted.

Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at du passer på dig selv i trafikken. I det cykelglade Danmark er det vigtigt, at du også tager dig dine sikkerhedsforanstaltninger, og ikke hører for høj musik i trafikken og bruger cykelhjelm – også selvom det måske ikke er særlig sejt eller sexet. Men det er heller ikke særlig sexet at ligge som en grøntsag i en hospitalsseng. Og kører du bil, er det vigtigt at du overholder fartgrænserne og er opmærksom i trafikken (så må beskederne og snapchat lige vente lidt) – selvom du tror, du har styr på det hele og er en verdensklasse bilist, kan der gemme sig mange ubehagelige overraskelser i trafikken, som du ikke kan være forberedt på, medmindre du kører ansvarligt. Og selv da kan der også være andre trafikanter, der kører knap så ansvarligt.

Lyder jeg som dine forældre? Muligvis. Men jeg har selv oplevet at blive offer for et trafikuheld, og trods jeg slap godt fra det, er det ikke en oplevelse, der kan anbefales.

Biluheld 

Hvad skal du gøre i en trafikulykke?

Udover at passe på dig selv, er det dog også vigtigt, at du ved, hvad du skal gøre, hvis ulykken er ude – uanset om det er dig, der er offer for ulykken eller har forårsaget den.

 

Du skal: 

1.    Undersøge skadede personer: Tilkald hjælp, hvis der er nogen, der er kommet til skade. I nogle tilfælde kan det også være nødvendigt at kontakte politiet – det kan du læse mere om her.
2.    Begræns ulykken: Hvis ulykken f. eks. involverer sammenstød mellem to biler, er det vigtigt at fjerne køretøjerne fra vejen og andet, der kan skabe en ny ulykke eller forværre den nuværende.
3.    Notér modpartens oplysninger: Ift. forsikring og erstatningskrav senere hen, er det vigtigt, du sørger for at få modpartens oplysninger. Det gælder navn, adresse, nummer og (hvis i bil) registreringsnummer. Hvis du vil være på den sikre side, kan du også notere kørekortnummer- eller CPR-nummer. Det er også en god idé at få navnet på modpartens forsikringsfirma, hvis det er hans/hendes skyld at ulykken skete, da du skal have erstatning fra modpartens forsikringsfirma.
4.    Beskriv situationen: Dette gælder især ift. biluheld, da der kan være uenighed om, hvem der har skylden for ulykken. Derfor kan det være en god idé at beskrive situationen med ord og evt. tegninger og bede modparten underskrive dette, så I er sikre på, I er enige om hændelsens forløb. Tag også en masse billeder af skaderne og ulykkesstedet, hvis det er muligt. Så er du godt dækket ind, når forsikringsselskaberne skal kontaktes.
5.    Vidner: Få navn, adresse og telefonnumre på vidnerne til ulykken.
6.    Anmeld skaden til dit forsikringsselskab: Beskriv hvad der er sket, vedhæft evt. billeder, forklaringer- og oplysninger om vidner, m.m.

Det kan selvfølgelig være svært at huske alt dette, når du står i situationen – men det vigtigste er, at sørge for at alle involveret er OK (og skaffe dem hjælpe, hvis de ikke er), dokumentere hændelsen og få oplysninger på modparten i ulykken til forsikringen senere.

Jeg håber naturligvis ikke, du får brug for ovenstående, men da det sker meget pludseligt for den enkelte trafikant, at han/hun er ude for en trafikulykke,  er det sjældent folk er forberedte på, hvad man gør, når ulykken er ude. Pas godt på dig selv!

Læs mere her om, hvorfor du skal bruge cykelhjelm.

Få mere end 100 e-bøger
Få mere end 100 e-bøger
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få mere end 100 e-bøger til dit studie og din karriere.