Af Anna
I disse dage sidder mange gymnasieelever og forbereder sig til de sidste mundtlige eksamener. De allersidste kræfter findes frem før huen kan nydes sammen med den uendelige strøm af kolde øl og den helt unikke følelse af frihed.
På landets læsesale sidder ligeledes hundredvis af universitetsstuderende og sveder over deres tykke bøger. Snart skal slaget stå og sommerferien bydes velkommen.
Det lader til at være en universel sandhed, at man som studerende arbejder bedre med en skål snacks foran sig. Som om hjernen først tager sig sammen og husker de vigtigste begreber hvis munden har noget at tygge på, ikke sandt?
Sund under eksamen?
Sundheden kan hurtigt ryge en tur på bagsædet når hovedet er presset. Eksamen ER en hård tid og sandsynligheden for sene aftener med for meget kaffe, Redbull og slik er stor.
Der skal naturligvis være plads til perioder i livet hvor sundhed ikke har førsteprioriteten, men hjernen præsterer bedre på næringsrigt brændstof end på lakridsser og energidrik. Selvom din lækkersult prøver at bilde dig noget andet ind. Læs eksempelvis hvorfor sundhed holder dig frisk.
For ikke at falde i den værste sukkerfælde, er der heldigvis sundere alternativer der lynhurtigt kan forberedes og stå klar på skrivebordet når bøgerne findes frem.
Lækkersulten kommer typisk snigende når overskuddet er mindst og derfor bør førstehjælpskassen af sunde snacks også kræve minimum indsats at forberede. Det er i hvert fald denne evighedsstuderendes egen personlige erfaring.
Et simpelt tip, er at have skåle med sunde snacks stående klar. Hvis du først tænker på snacks i det sekund trangen melder sig, er sandsynligheden for at kiosken tømmes for alt med et seriøst sukkerindhold større end hvis du er forberedt.
Førstehjælpskassen til sunde snacks i eksamensperioden
- Din yndlings chokolade (gerne med en høj kakaoprocent for at indeholde antioxidanter og påvirke blodsukkeret mindst muligt)
- Nødder (som du evt. kan riste)
- Frisk frugt
- Vindruer (smager næsten som vingummi efter en tur i fryseren)
- Din yndlings proteinbar skåret i små stykker
- Forskelligt tørret frugt (kig bag på om der er tilsat sukker)
- Grøntsager i stave med dip af skyr eller hummus
- Hjemmelavede dadelkugler
- Sukkerfri lakrids (pas på med at spise for mange, de giver luft i maven!)
- Et friskt æble skåret i tynde skiver drysset med kanel (kan også bages i 10 min i ovnen ved 180 grader)
Mangler du en lynguide til kalorier? Så kan du læse med lige HER.