Af Administrator
Blogging – kultur i udvikling.
Der var engang, hvor det var uddannelsesniveau, god opdragelse og engagement der dannede basis for at udvikle en god karriere. Denne tradition bliver imidlertid lagt på hylden, når flere og flere unge begynder at blogge om dem selv og deres privatliv for, på denne måde, at skabe et afsæt for en karriere.
At blogge er at have sit eget personlige website, hvor man kan skrive tekster, dele links, billeder og videoer. De fleste blogs har et emne, de beskæftiger sig med, så som for eksempel politik, mode, musik osv.
Listen over bloggere er lang. Især efter det er blevet normalt for selv helt ”almindelige” mennesker at have en personlig blog. Blandt modeverdenens internationale bloggere kan nævnes Elin Kling (thewall.elin-kling.com), Rumi Neeli (fashiontoast.com) og Carolina Engman (fashionsquad.com).
Fra den danske blogsfære kan nævnes Andrea Petrea (anywho.dk), Trine Kjær (trineswardrobe.dk) og Marie Jedig (vildekaniner.dk) blandt mange andre. Disse er nogle af de største bloggere inden for modeverdenen og har på mange måder banet vejen for den voksende blog-kultur.
De kendte bloggere fungerer som idoler for mange unge mennesker, og nogle af de største bloggere har nærmest opnået en status svarende til musikstjerner eller kendte skuespillere. Og det giver sig selv, at læserne, følgerne, fans’ne (kært barn har mange navne), imiterer deres idoler ved selv at begynde at blogge.
Mange firmaer adopterer også blog-fænomenet. Ser man på flere store webshops, så som asos.com, hm.com og danske hjemmesider, som stormfashion.dk, dr-adams.dk og henrikvibskov.dk, vil man se et blog-lignende layout og nogle steder endda en decideret blog tilknyttet hjemmesiden.
Flere brands er også begyndt at bruge de mest populære modebloggere som reklamesøjler for deres produkter. Det er for eksempel ikke sjældent at se, bloggere lave så kaldte ”sponsorerede indlæg”, hvor de fortæller om produkter og anbefaler dem til deres læsere.
Sammen med den voksende interesse for blogging vokser også nye koncepter, der minder om en blanding mellem den traditionelle personlige blog og sociale medier, som Facebook og Twitter. Hvor grænsen går mellem sociale medier og blogs, kan være svært at definere og et godt spørgsmål kan være, om den overhovedet findes.
Eksempler på nye koncepter kan være Tumblr, Pinterest, Instagram, Vine m.fl. Disse nye platforme har det tilfælles, at de simplificerer blogkonceptet og gør det muligt for almindelige mennesker at dele deres interesser med andre, uden nødvendigvis at være blandt de mest kendte og efterspurgte bloggere.
Om alle i fremtiden får en blog, er svært at sige. Men noget tyder på, at det er et fænomen, der er kommet for at blive.