Af Administrator
eg havde engang en drøm om at blive til noget. Jeg har ikke været særligt gammel, nok omkring de ti. Men jeg var ikke desto mindre fast besluttet på, at når jeg engang blev voksen – faktisk på selve dagen, jeg blev myndig, måtte stemme, flytte væk og få børn – skulle jeg være ganske godt på vej imod dét, som ville blive mig.
Jeg var ikke dengang klar over, hvilken størrelse dette ”mig” var. Jeg regnede bare med, at det ville stå klart, når nu engang tiden kom.
Og sådan gik årene ellers.
Og jeg kom aldrig rigtigt videre med dén drøm.
Nu sidder jeg her, myndig og så videre, på gulvet af mit kollegieværelse i Høng. I morgen skal jeg til Korsør. Et forfatterkursus for unge, som finder sted hver torsdag på biblioteket.
Det er jo nok i virkeligheden det tætteste, jeg har på et mig.
Det dér med ord. Og at udtrykke sig. Og at skrive.
Jeg har altid elsket at jonglere med bogstaver. Når jeg skribler sætninger ned, pænt på række efter hinanden, er det lige en lille smule nemmere at se stort på en ellers hektisk og i grunden kedsommelig hverdag.
Så måske er det dén vej, jeg går.
Når jeg engang bliver rigtigt voksen, og ikke bare tuller rundt på HF.
…Rigtigt voksen.
Det håber jeg nu i grunden aldrig, jeg bliver.
Da jeg var yngre havde jeg den her idé om, at jeg aldrig ville nå at fylde fyrre. Jeg aner ikke, hvoraf den kom, men jeg er nu stadig ret godt i stand til at sympatisere med den flugtvejs-mentalitet, som ligger til grund.
Jeg ser på daglig basis så utroligt mange mennesker, som bare går omkring og ikke længere har nogen gnist. Måske er det jobbet, måske er det konen, måske er det alle de ting, de ikke nåede, mens de havde mulighederne.
Vi skal så hurtigt ud og være noget
For andre, for samfundet – og så til sidst for os selv.
Det skræmmer mig mere, end det måske burde, at jeg en dag kan ende i samme situation. At jeg ikke tog chancerne, da tid var – at jeg aldrig blev udgivet, aldrig fik set verden, ikke stod op hver dag og var klar på livet.
Jeg ville ønske, at vi ikke var tvunget til at have bare den fjerneste anelse om, hvad vi vil her i verden så tidligt. At der var tid til lidt af det hele – så tog jeg et år til Skotland, så studerede jeg psykologi på universitetet en tid, så solgte jeg stjernekastere for en femmer på Kongens Nytorv.
Jeg vil gerne ende med at være gammel og grå, men med en historie at fortælle, som jeg ikke ærgrer mig sønder og sammen over. At kunne fortælle om mit liv med glimt af lykke i øjnene.
Så jeg har ikke længere så travlt med at blive til noget.