Af Administrator
Det at være ung er egentligt en sjov størrelse. For hvordan definerer man en ung? Er man ung når man selv mener, at man ikke længere er et barn og heller ikke voksen endnu? Hvor er skellet mellem voksen og ung?
De unge får tit at vide, at de er for unge til at vide noget om et bestemt emne, som man skal være voksen til at forstå. Samtidig virker det som om, at de voksne prøver at holde en ude fra den lukkede voksenverden. Det sker når man bliver fejet ad vejen på baggrund af ens status som ung. Klicheerne klistrer også til denne gruppe, som når en bedrevidende voksen sarkastisk siger ”ungdommen nu til dags…”. Vi har nok alle prøvet en situation, hvor vi har følt os malplacerede alene på grund af vores alder og status som ung.
Ungdomspolitikere er f.eks. ofte skydeskiver når man i politiske kredse skal underholde om andre. Oftest går det ”rigtige” parti ikke engang ind for sit ungdomspartis politik – for det er jo bare ungdommen, og hvad ved de egentligt om voksenpolitik?
Det samme ses i elevrådene på gymnasierne og universiteterne, hvor man gerne vil høre de unge, hvad de selv mener, men sjældent tager dem seriøst, for de voksne ved trods alt bedre. De er jo ældre.
I et samfund, hvor de unge er morgendagens skatteydere og borgere med stemmeret, er det vigtigt at tage dem seriøst. De unge har måske ikke så meget livserfaring, men har ofte oplevet en masse og et mere friskt syn på tingene. Hvorfor ikke forene den eksisterende viden og kombinere den med ungdommens indtryk af den?
De unge s mere frie tilgang til tingene er meget nødvendig, hvis alt ikke bare skal være sort/hvidt og ”sådan har det altid været, så sådan bliver det”. Mange regler bliver af de voksne sat op, så ungdommen ikke skal begå de samme fejl som dem. Men hvorfor ikke? Er det ikke netop de voksnes gamle nysgerrighed, som gav dem ny viden og vigtige opdagelser i deres egen vej ind i det lukkede voksenunivers?
Overgangen fra barn til ung sker nok tydeligere end når en ung bliver voksen. Hvor er det præcist det skiller? Jeg er 23 og er intet barn. Langt fra voksen. Men synes samtidig heller ikke, at jeg er ung, for det er jeg simpelthen for gammel til. Min status er altså lidt flyvsk, præcist som mine tanker om det her emne, og jeg gruer for den dag, hvor folk begynder at kalde mig voksen. Det bedste ville være at forblive ung, men samtidig blive anerkendt og taget seriøst som en voksen.
