Hvorfor tvivler vi?

Men hvorfor tvivler vi stadig på familiens accept?

Vi lever i et samfund med en efterhånden nuanceret og bred familieopfattelse. Vi bliver konstant oplyst  og gør op med fordomme. Men når jeg spørger andre unge, om de føler sig accepteret af deres familie, kan jeg tydeligt se at størstedelen tvivler. I et oplyst århundrede fortæller historien gang på gang, at accept og forståelse er vejen frem til et stærkere menneske og dermed til et stærkere samfund. Men hvorfor er der så så mange unge, som tvivler på deres forældres accept, og hvorfor er det så vigtigt at være accepteret?

Mine oplevelser og erfaringer har vist mig, at mennesket her i Danmark ofte higer efter deres omgivelsers accept, i håb om at få godkendt et ”Jeg”, men djævelen i familiener ”forventning”. Forventningen sætter rammer for, hvor man skal hen, hvorfor vi skal derhen, og hvor meget tid vi skal bruge for at opnå et mål, som vi måske ikke ønsker. Nogle mennesker tager forventningerne til sig, og følger forældrenes ønsker.

Andre bryder forventningen, og siger fra. Forventning kan være både sundt og skadeligt. Den kan dyrkes blidt, men den kan også blive dyrket, som en dæmon, som forfølger barnets krop. Der er ingen tvivl om at børn og unge har brug for retningslinjer, disciplin og at lære, men når forældre forventer, at deres barn skal være disciplintro, og rettet imod det liv, som forældrene ønsker, så er det tvang. Hvis barnet har andre planer, kan det føre til at barnet tvivler på forældrenes accept. Det kan også resultere i at forældrene ikke støtter barnet, og det er fatalt. 

Det kan være svært at stoppe op og gå imod sine forældres ønsker.

Familie, forældre og bekendte vil jo altid det bedste for en, og derfor er den sikre vej altid den mest accepterede, for så ender vi alle med et godt liv. Eller gør vi? For at svare på dette spørgsmål, tror jeg, at der er nogle spørgsmål, man først skal stille sig selv: Hvor skal jeg hen? Hvad vil jeg være? Hvem vil jeg være? Hvorfor er jeg den, jeg er? Skal jeg godkendes af alle andre? Hvornår har jeg et godt liv? Vi er afhængige af andres meninger om os, men er det virkelig altafgørende for vores eksistens, hvis ikke vi er glade for det vi laver? Hvis man går en anden vej, end det andre synes er bedst for en, er det så vores byrde, at de ikke accepterer en? Vi er alle forskellige, men er vi parate og civiliserede nok, til at acceptere vores forskelligheder, og de valg vi tager? Jeg vendte emnet med en elev på min skole. Læs her på de næste sider hvad han sagde.