Af Administrator
I et Danmark, hvor skilsmisseraten med en procent på 42,7 er højere end nogensinde før, i en tid hvor titlen som 'skilsmissebarn' efterhånden er blevet almindelig, hvor ordet 'ægteskab' for ungdommen efterhånden er ved at være et fremmedord og hvor skeptikerne kalder drømmen om den store kærlighed for en illusion - er det så for sent for os unge at tro på lykken? På den evige kærlighed?
Som ung i nutidens Danmark er jeg en af dem, der hjertens gerne vil tro på den der rare drøm om at der faktisk findes en derude, der er perfekt til dig. Måske er der endda mere end en enkelt 'eneste ene'. Pointen er, at du på et tidspunkt vil støde ind i ham eller hende, der kan fuldende dit liv og som aldrig vil forlade din side. Det er da en rar tanke. Men eftersom vores senmoderne samfund synes art udvikle sig i en mere og mere pessimistisk retning, er det som om at tanken snart er reduceret til en sølle illusion. Noget, vi stræber efter, som vi aldrig kan efterleve. Noget, hvis eksistens er det pure opspind.
Det er ikke kun vores forældre, der gør det svært for os at tro på det - hver gang vi skal igennem endnu en hjerteknusende kærestesorg, når vi gang på gang bliver bekræftet i, at den vi troede skulle være den eneste ene, ikke var det alligevel - ja, så er det som om at det hele falder til jorden. Så mister vi troen. Når vores forældres bånd, de stærkeste mennesker vi kender, ikke er stærkt nok til at holde sammen på en familie, så er det uendeligt svært at tro på at man en dag selv vil kunne stå ansigt til ansigt med den modgang, ens egne forældre ikke kunne klare, og som hører ægteskabet til.
Men på den anden side - alle de kærlighedsfilm, alle de sange om lykkelig kærlighed og succeshistorierne fra alverdens datingsites.. Er det bare ren fiktion, eller er der et element af sandhed i det? Man må da gå ud fra, at de mennesker, der fortæller os om den store kærlighed, faktisk selv har fundet den og oplevet den. Dette er det, der giver mig håb. Solstrålehistorierne. At det faktisk stadig sker for nogle mennesker. Det giver mig tro på, at selvom det ikke gik for mine forældre, er det ikke ensbetydende med, at det ikke kan ske for mig.
Når alt kommer til alt, så har vi, os unge især, brug for at tro på det. Vi har brug for at tro på, at det hele nok skal gå til sidst, når vores forvirrende ungdomsår får os ned med nakken. Troen på, at bare fordi min ekskæreste slog op med mig, betyder det ikke at den næste også gør det - det er jo det, jeg har brug for netop at komme videre. Troen på at den sande og livslange kærlighed ikke kun er fiktion, og troen på at den altid vil forblive det mest magtfulde, vi som mennesker kender til - det er den tro, der giver mig håbet om at jeg en dag vil finde noget, der varer for evigt. Tro kan måske ikke flytte bjerge, men manglende tro flytter med sikkerhed ikke noget. Og livet handler jo i bund og grund om en ting: at komme fremad.
